Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
257
var gjerne med straks og luede op i en Fart ved nye Synspunk- *
ter eller nye Udsigter. Men det var da ogsaa oftest som en Ild
i tørt Høi. Det laa ikke for ham, ifølge hans rent lyriske Natur
og fremtrædende Causeur-Begavelse, at fordybe sig i en
Livsanskuelse og tilegne sig den, saa den blev hans personlige Eiendom;
han var i aandig som i anden Forstand en hjemløs Mand al sin
Tid og befandt sig bedst med Vandringsstaven i Haanden, paa
Flytning fra det ene Standpunkt til det andet.
Bjørnson er ifølge sin Natur og Begavelse ligesaa afgjort
henvist til at være fastbosiddende i aandig Forstand, som Vinje
var det til at være nomadiserende. Bjørnson kan ikke lade sig
nøie med at betragte de nye Livssyn, som melder sig hos ham
eller trænger sig ind paa ham, som blotte Diskussionsemner eller
interessante Hvilepunkter underveis. Det bliver hos ham næsten
hvad man kunde kalde en Kamp paa Liv og Død. Skal han
tilegne sig et nyt Livssyn, en ny fdosofisk eller religiøs Anskuelse,
maa det ske saaledes, at han kan handle ud derfra (for han har
jo en aldrig hvilende Trang til Handling og udadvendt
Virksomhed), — at han ud derfra kan bestemme sin egen Livsførelse og
gribe ind i andres og skabe livsfyldige Menneskeskikkelser i sin
Digtning. Han maa tilegne sig det nye, saa det bliver hans
Eiendom, en Del af hans Personlighed, Kjød af hans Kjød og
Blod af hans Blod. Hans religiøs-filosofiske Udviklingsgang har
derfor været ikke saameget en Flytning fra det ene Standpunkt
til det andet som snarere fortsatte Udvidelser af det oprindelig
givne, hvorved stadig nyt Land er bleven lagt til det gamle, fra
Fædrene arvede Rige.
Men selvfølgelig har det ikke kunnet undgaaes, at han for at
tilegne sig det nye har maattet opgive noget af det gamle, og at
det nye, om det var tilegnet med en noksaa fast Haand, til en
Begyndelse ikke rigtig har villet passe ind i Sammenhængen eller
forliges med det gamle. Bjørnson har ved at beslutte sig til disse
Opgivelser og finde sig i disse midlertidige Forstyrrelser i
Harmonien og Sammenhængen i sin Livs- og Verdensopfatning
maattet bringe ganske anderledes tunge Ofre end de, som bliver
paalagte de allerfleste af os ved vor fremadskridende
Aandsudvik-ling. Han er saa stort begavet baade som Handlingens Mand og
som skabende Kunstner, at der til denne store Evne maa svare
en mægtig Trang til at bruge den (og at det er Tilfælde, har da
ogsaa, som sagt, været aabenbart nok). Men et Vilkaar for
Tilfredsstillelsen af denne Trang er netop det, at Ligevegten i
ens Sind, Harmonien i ens Livsbetragtning bliver nogenledes
bevaret.
17 — Sars: Samlede Verker. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
