Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Portrætter og Essays
for Demonstrationer til Fordel for et national norsk Theater,
skrev i Aviserne om Politik eller andre offentlige Spørgsmaal,
og saaledes har han fortsat hele Livet igjennem. Ligesom
Wergeland endnu paa sit Dødsleie, samtidig med at han udsendte
det ene Digterverk efter det andet, vedblev at være rastløs
optaget af Jødesagen og andre praktisk-politiske Anliggender:
saaledes har hos Bjørnson altid Politikeren, Agitatoren,
Folkeopdrageren, den utrættelige Avis- og Brevskriver gaaet jævnsides med
eller afvekslet med Digteren og Kunstneren. —
Det var, som bekjendt, i Wergelands Samtid og længe efter en
almindelig Mening, at han spredte sig altfor meget, — at hans
Politisering og Agitering var væsentlig forfeilet, og at han vilde være
blevet en større Digter, om han havde indskrænket sig til at
være det og ikke tillige lagt an paa at være saameget andet.
Endog blandt Wergelands ivrigste Beundrere har der været dem,
som har hyldet og hævdet denne Mening, og man har citeret
hans Ord paa Dødsleiet: «Jeg var bare Digter», som Bevis for,
at han endog selv, ved at se tilbage paa sit Liv, kom til det
Besultat, at han helst burde have indskrænket sig til at skrive
Vers. —
Det kan vel ansees for givet, at nufortiden en helt anden,
helt modsat Opfatning er bleven afgjort gjældende. Det er bleven
erkjendt, at den store Ekspansion var ligesaa naturlig og
nødvendig for Wergelands Genius, som en streng Koncentration har
været naturlig og nødvendig for Digtere med et mere udpræget
artistisk-æsthetisk Anlæg som t. Eks. Welhaven. Naar man
nuomstunder i Wergelands Ord paa Dødsleiet: «Jeg var bare
Digter», finder en træffende Selvvurdering, saa er det ikke at forstaa
saaledes, at hans Agitering og Politisering skulde være blotte
Aberrationer fra den Vei, hvorpaa hans Digterkald viste ind,
men saaledes, at vi gjenkjender Digteren i alt, hvad han foretog
sig. Vi mener, at, om han havde siddet i Fred og Bo paa sit
poetiske Kontor og indskrænket sig til at følge Politikens
brusende Strøm paa Afstand istedetfor at kaste sig midt ud i den,
vilde vi havt et meget mindre og fattigere Billede af ham, ikke
bare som Menneske, som Personlighed, men endog som Digter.
Vi mener, at det, som fremfor alt tiltaler os ved hans
Digter-verker og bevarer dem fra at synes forældede: — Friskheden,
Umiddelbarheden, den flammende Glød, — for en stor Del
skyldes netop dertil, at de er sprungne saa ligefrem ud af et
mangfoldig bevæget, rastløs virksomt Liv, og vi mener, at den
fuldkomnere Form og mere raffinerede Kunst, som kanske havde
været opnaaet ved en strengere Koncentration af Evnerne, ikke
vilde have veiet op herimod, — ikke paa langt nær. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
