Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson (IV.) (1904)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
297
Collin er formeget af en sandhedssøgende Videnskabsmand til, at
Kjærligheden skulde gjøre ham blind. Naar han roser, giver
han gode Grunde for det. Han er ikke nogen Rosiflengius, ikke
ensidig eller partisk. Han beundrer ligesaavel Ibsen som
Bjørnson, om han end øiensynlig har mere Sympathi for den
sidste-Hans Sammenligninger mellem de to store Digtere og
Forklaringer af den dybe Modsætning mellem dem saavelsom af
Maaden, hvorpaa de udfylder og hjælper hinanden, indeholder meget
slaaende rigtigt, klart tænkt og skarpt formuleret. Til Eksempel
(1,212—13): «Henrik Ibsen, som den fra Barn af sky og ensomme,
har næret en dyb Mistro til alle Fællesmagter og al menneskelig
Optræden i Fællesskab, — til Venskab og Partidannelse,
Ægteskab og Statssamfund og til de religiøse Forbund. Bjørnson
derimod, som den fødte Fører og Organisator, har netop sat sit
store Haab om menneskelig Selvhjælp til alle Former af
Forbund. Heri, tror jeg, ligger Hemmeligheden baade ved Ibsens
forholdsvis mørke og ved Bjørnsons forholdsvis lyse Svn paa
Livet. Hos Ibsen mislykkes fordetmeste alleslags Forbund, fra
Familien til de politiske og religiøse Forbund. Naar hans
Idealister er upraktiske eller vanmægtige, er det ikke mindst, fordi
de mangler noget af den forbundstiftende Trang. Hos Bjørnson
har endog de Forbindelser, der ender mest tragisk, som mellem
Adolf og Klara Sang eller Paul Lange og Tora Parsberg, en
Lykkefølelses Sødme, som opveier alt. — — — Disse Mennesker
vil ikke beklages.» —
Jeg vil sammenfatte min Mening om Collins Bog derhen, at
jeg kalder den en betydningsfuld Seir for norsk Aandsliv. Det
har hidtil fordetmeste været den danske Kritik, som har
paataget sig Opgaven at oplyse og veilede os vedkommende vor
egen nyere Litteratur. Saa dygtig nu end denne Kritik ofte har
været, har den ikke kunnet tilfredsstille os, om ikke af andre
Grunde, saa bare fordi vi bestandig bliver mindede om, at den
gaar ud fra særlig danske Synspunkter. Med Collins Bog om
Bjørnson er nyere norsk Litteraturhistorie for første Gang
optaget til indgaaende videnskabelig Behandling fra norsk
Synspunkt, og det iøvrigt paa en Maade, hvorved norsk Kritik kan
siges at have stillet sig i enhver Henseende fuldt jævnbyrdig op
ved Siden af den bedste danske. Jeg kjender ikke i den nordiske
Bogverden noget litteraturhistorisk Verk, som behandler sit Emne
i en mere sand videnskabelig Aand, med et friere og videre
Overblik og en dybere Forstaaelse af, at Litteratur er et Stykke
Historie og maa, for at forstaaes, sees i stadig Sammenhæng
med det historiske Liv i det hele.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
