Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. O. Vinje (I.) (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
Portrætter og Essays
ret lidet Jordstykke oppe i Akers Sogn for at blive
stemmeberettiget og valgbar; straks saa han sig i Tankerne som
Storthings-mand, Statsraad o. s. v. og var ikke lidet optaget af Tanken paa
de Opgaver, som han i disse nye Stillinger vilde faa at løse. Der
var adskilligt ved ham af Peer Gynt-Naturen, og det er vel endog
Grund til at tro, at han har siddet Model for «Peer Gynts»
Digter.
Hans Forfatterskab giver det samme Indtryk af rastløs Uro
som hans Liv. Det streifer ind paa nærsagt alle mulige
Omraader, behandler de allerforskjelligste Emner, i den mest brogede
Afveksling. Det er Skjemt og Alvor, Poesi og Prosa om hinanden.
Det er Boganmeldelser, æsthetisk-kritiske, filosofiske, politiske,
statsøkonomiske, populær-naturvidenskabelige Afhandlinger, Digte,
Reiseskildringer, Folkelivsbilleder, Taler ved alskens festlige
Lei-ligheder, Foredrag om Hesteopdrætning og Sæterstel o. s. v.
Stemninger og Standpunkter veksler som Emnerne. Fordetmeste synes
han at være den mest afgjorte, rent uforbederlige Optimist: Livet
er godt; Skam faa den, som klager; han «kysser endog Haanden,
som slaar hans værste Hjærtesaar», — undskylder og forsvarer
endog det Snæversyn og den Intolerans hos det store Publikum,
som han selv fik lide saa haardt under. Ofte faar man dog et
Indtryk af, at hans Optimisme er at forstaa halvt eller helt
ironisk; det er bare en Maske, og stundom kaster han Masken og
giver Udtryk for den mest bundløse Tvivl, det mest pessimistiske
Syn paa Verden eller paa det norske Folks Vilkaar og
Fremtid-Stundom løfter han «Skindfelden» som sin Fane og lovpriser eller
forsvarer Bondens Stel og nedarvede Skikke, som han forsvarer
hans Sprog; til andre Tider er han med paa at rive ned de
nationale Gudebilleder og haaner Skindfeldspoesien og
Norskheds-drømmene med en Skarphed, som ikke giver «Dæmringens» noget
efter, men paa en mere lunefuld og morsommere Maade. I
«Dølens» første Tid optraadte han som afgjort Bureaukrat og
akademisk Aandsaristokrat; han forsvarte Regjeringen og rev ned paa
Oppositionen, hvis Politik bare syntes ham at vidne om
Snæversyn og «Faakunna»; siden blev han Jaabæks Forbundsfælle og
skrev til Forsvar for «Sparetanken». I Unionspolitiken slingrede
han fra den ene Side til den anden, var stundom
Selvstændigheds-mand paa sin Hals og stundom saa unionsvenlig, at det smagte
temmelig sterkt af Amalgamisme. Hans æsthetisk-kritiske
Anskuelser var ligesaa famlende eller selvmodsigende; han synes snart
at hylde den mest gammeldags romantiske Idealisme og snart den
allermoderneste Naturalisme eller Realisme, ja, det hænder, at
han i et og samme Stykke (t. Eks. i Kritiken af «Arne») stiller
sig snart paa det ene og snart paa det andet Standpunkt, eftersom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
