Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Portrætter og Essays
Talentet, og som det havde lykkedes ham at faa saa nogenledes
læget ved Hjælp af den nævnte Theori, brød op igjen og begyndte
at verke. Herved bragtes han mangengang til at vende sine
Vaaben mod dem, hvem han burde have opfattet som sine
Forbundsfæller, og til at stille sig op til Forsvar for den livrædde
Konservatisme, som altid var og blev hans uforsonlige Fiende, saa han,
— efter sit eget Udtryk, — «kyssede den Haand, der slog hans
værste Hjærtesaar». Han gjorde sig ligesom blind for, at de
Mænd, der ved disse Tider førte den norske Digtning ind paa
nye Baner, som Bjørnson og Ibsen, — eller, — som Ueland og
Sverdrup, — søgte at faa organiseret et liberalt politisk Parti til
Modvegt mod Bureaukratiet, igrunden arbeidede hen til et
lignende Maal som han, om end ad andre Veie og ud fra
forskjellige Forudsætninger. Han stillede sig paa den strengeste
Maal-strævsorthodoksismes Standpunkt for at komme dem tillivs
(medens han selv i sin sproglige Praksis viste sig alt andet end
orthodoks); det skulde være et enten — eller, — alt eller intet:
enten var man Maalstræver, eller man havde intet at skaffe med
norsk Nationalitetsbevægelse; dette med norsk Theater, norsk
Digtning, norsk politisk Folkeparti var, naar det ikke gik paa
«Maalet», bare Danskhed i en anden Form, eller det var bare
Uvidenhedens Opposition mod Oplysning og Sagkundskab. Og,
naar nogen af de Mænd, der gav sig af med sligt, naaede frem
til Anseelse og Anerkjendelse, blev det nu rent galt; for det første
skulde jo deres Gjerning være merket af Halvhedens Dødssynd,
og dernæst skulde de iallefald, om der var noget ved dem af den
sande Poet eller Profet, have ventet paa Lønnen, til den «rette
Forfaldsdagen» kom, d. v. s. til de var lagte i Jorden. Det kom
dertil, at Vinje næsten betragtede det som en Slags Mission for
sig at repræsentere «Gudernes Misundelse» ligeoverfor den
lykkelige (han pleiede selv at bruge dette Udtryk), at slaa koldt Vand
paa Beundringen og bringe en Mislyd ind i Bifaldet, særlig naar
det blev en af de samtidige Digtere tildel. Han gjorde sig ingen
Umage med at bekjæmpe eller skjule sit Anlæg til Misundelse
(som udentvivl fra først af var meget sterk, ifølge hans
Slags-broders-Natur); han fik det tvertom i sine Tanker gjort om til
noget godt og rigtigt, et Slags Retfærdighedsfølelse, og gav det
naturligvis, i Henhold dertil, saameget friere Løb. Og det maa
siges, at Publikum gjorde sig til for at styrke ham heri. Han fik
mere Ros for sine Stykker mod Bjørnson og særlig for Kritiken
over «Arne» end for det meste af, hvad han ellers skrev, endda
det er meget langt fra, at denne Kritik gjør ham nogen Ære i
nogen Henseende. Den er vringlet, ondskabsfuld, uklar og
selvmodsigende (se Vislie, S. 139 ff)-, den skal være «flirande», men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
