Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
319
det er ikke nogen smittende Latter; for at være virkelig morsom
maa en føie sig overlegen og skrive med god Samvittighed, og
Vinje var formeget Digter til at kunne gjøre det, naar han
rakkede ned paa «Arne». Endda var der blandt dem, der bare pleiede
at have Haansord tilovers for Vinje og hvad han skrev, mangen
en, som ved denne Leilighed slog ham paa Skuldrene og fandt,
at han havde gjort sine Sager godt. —
Det viste sig nu, tiltrods herfor, at Vinje havde skudt over
Maalet. Uretfærdigheden maa ikke være altfor skrigende, naar
den skal naa sin Hensigt. Kritiken over «Arne» prellede af, trods
det Skadefrydens Bifald, hvormed den blev hilset, og virkede i
Længden mere til at nedsætte sin Ophavsmand end sin Gjenstand
i det offentlige Omdømme. Men Vinje blev ikke klog af Skade
og kunde ikke beherske sine Lidenskaber i dette Forhold. Hans
Jalousi mod de mere lykkelige af hans Samtids Digtere og
navnlig mod Bjørnson kommer idelig frem i, hvad han senere skrev,
og giver sig ofte Luft paa en ligefrem grotesk, rent ud barnagtig
Maade, som t. Eks. hvor han sætter Anton Bcing’s Fortællinger
over Bjørnsons og erklærer det for «vist, at dei koma til at liva
lenger» (Skrifter I. bol), — en Spaadom, om hvilken man vel
allerede nu trygt kan sige, at den har vist sig at være falsk. Nu
eidet vel saa, at Vinjes Begavelse og hele Natur var saa helt
forskjellig fra, i mange Henseender saa helt modsat Bjørnsons, at
det maatte være umuligt for ham rigtig at vurdere det største og
bedste ved denne. Han var «tvisynt», kritisk-opløsende, skeptisk,
strømmende, uplastisk, — en livlig, behændig, bevægelig, men
ikke dyb eller sterk Aand, og de Fortrin og Egenskaber, han satte
mest Pris paa hos andre Forfattere, var de, der mest lignede hans
egne: det satirisk-flængende, det aandfuldt-legende, det
stilistisk-virtuosmæssige, — Kunststykkerne mere end Kunsten. Han har
derfor vistnok indtil en vis Grad været i god Tro, naar han talte
mod «bjørnerusen» og mente, at Bjørnson blev sat for høit. Men
det lader sig ikke negte, at Jalousi og personligt Nag var med
her og bragte ham til at tale og skrive mod sin bedre
Overbevisning. Bjørnson optraadte, trods Vinjes hadefulde Skriveri, flere
Gange offentlig til Fordel for ham paa en saadan Maade, at Vinje,
som jo ellers var let at røre, burde have blevet forsonet og søgt
at fornye det gamle Venskabsforhold; men Agget sad for djrbt i
ham til det. Han kunde ikke tilgive den unge Manden, der
engang havde siddet ved hans Fødder, at han havde vundet paa
ham og var blevet den lykkelige; det pinte ham stadig, og ret
som det var, tog det ham saa, at det maatte ud, om det saa skulde
ud gjennem Sidebeinene, som det heder. — Engang i et af Vinjes’
sidste Leveaar, som han og jeg sad sammen en Aftenstund paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
