Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
327
gut» en urimelig stor Vegt derpaa, at han har holdt sig til det
i Bygdetraditionerne faktisk givne Stof. «Det er ei sann soga
det, som stend i denne boki–. Dette, at soga er sann i sine
store drag, er det, som etter mi meining maa gjeva diktet sitt
meste verd; for smak og stil skifta um, men historiske grunnevne
vara.–Det er denne folkelege eller historiske beinbygning,
som me finna i alle poetiske verk, som liva lengi, alt fraa Homer
og vaare gamle sogor ned til Walter Scott.–Det er af livet
sjølv me maa faa vaare grunndrag; det er det, som lyt dikta fyr
os, og aalmugen heve difyr i grunnen rett, naar han segjer um
ei soga eller eit dikt: ja, ja, det kan vera godt og væl altsaman,
men det er ikkje sannl; ho ljrg den boki og ferer med fantesi.»
— Han pleiede at protestere mod, at der blev lagt nogen
Hovedvegt paa det, man kalder «Stemningen» i et Digt; det var, sagde
han, en uklar Tale, som maatte føre til, at en rent meningsløs
Lalling kom til at gjælde for sublim Poesi. Tanker og Billeder,
— det var det, som det kom an paa: — sunde, rigtige Tanker,
oplyst ved malende eller slaaende Billeder og udsat paa klingende
Vers, —. det var Recepten for et godt Digt. Han glemte herved
blandt andet, at der er en «Forkortningens» Kunst, som har sin
store Betydning i al Digtning, ogsaa den lyriske, — at et Digt
virker ikke blot ved, hvad det udsiger, men ogsaa ved, hvad
det fortier eller bare antyder, — netop fordi det bare antydes.
Medens han saaledes ofte miskjendte og vanskjøttede, hvad
der kan siges at høre til Digtets indre Form, viste han til
Vederlag saameget mere Sans og Omhu for den ydre Form, —
Versifikation, Rim og Rhytme. Han satte saa stor Pris paa denne
Versifikationens Kunst, at det iblandt forledede ham til et rent
Kunstleri eller blotte Kunststykker, — sammenhobninger af rare,
underligt klingende Ord eller løierlig lange Rimrækker, som t. Eks.:
«Den bekken, som siklar —
Den dropen, som tiklar —
Den straumen, som glittrar —
Den dropen, som tittrar —
Den straalen, som giddrar —
Den skuggen, som diddrar —
Den duva, som nuslar —
, Den vinden, som tuslar o. s. v.
eller:
Ikring meg sukkar skog og aai tyter,
og kvite bekken fram or urdi bryter,
og dalen gjeng i krok og aldri tryter;
min tanke burt i draumens toku flyter;
paa sama tid som her eg sit og nyter,
eg for meg sjølv og alt det gamle syter
o. s. v.
Vinje havde aabenbart meget ved sig af Skalden (i Ordets gamle
Betydning) eller af den sætersdalsk-thelemarkske Stevkjæmper, for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
