Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Portrætter og Essays
hvem det at gjøre Vers er en Idræt omtrent som at slaa
Hallingkast, hvorved det gjælder at vise sig som en spræk Kar, der kan
tumle med Ord og Tanke paa den behændigste Maade. Han stod
som Digter i visse Maader paa en særskilt historisk Grund, idet
han fortsatte Traditionerne fra den gamle thelemarkske
Folkedigtning og førte dem ind i Litteraturen, og der laa baade en Styrke
og en Svaghed, eftersom disse Traditioner var forligelige eller
uforligelige med Kravene til moderne Poesi.
Jeg mindes, at han engang, jeg mødte ham paa Gaden
udenfor Universitetet, fortalte mig, at han nu havde skrevet et Digt,
som var det bedste eller noget af det bedste, han havde gjort, og
det maatte han endelig straks læse op for mig. Vi gik da ind i
Universitetsaulaen og satte os paa Trappen, og der læste han
Digtet op; det var «Vaaren». «Læg merke til,» sagde han, «at her
er baade Bogstavrim og Linjerim og Enderim, og saa er det
Heksameter atpaa!» Ja, det var jo overmaade merkeligt, men
kanske det merkeligste af det hele var, at det trods alle disse
Kunststykker var blevet et virkeligt Digt. Ikke altid gik det saa
heldigt. Skalden, Verskunstneren, den spræke Karen eller
aandrige Manden kom ret som det var iveien for Digteren og skjæmte
det helt eller halvt ud for ham. Det blev for megen Klang, for
mange Ord, for megen Stas. Om flere af Vinjes Digte, der ellers
hører til de gode, t. Eks. «Guten», «Jotunheimen» o. s. v. gjælder
det ganske vist, at de vilde have været endnu bedre, om de havde
været kortere; det har været snart et eller andet sindrigt Billede
eller malende Udtryk, snart en eller anden aandrig Refleksion,
som han endelig har skullet have med, saa han er blevet for
bred; det kunde jo, efter hans Mening, aldrig blive formeget af
den Slags; et Digt skulde være som en Kiste, vel fyldt med
nyttige og solide Sager, og udenpaa bemalet og udkraatet efter den
gjængse Bondesmag. Naar en Stemning rigtig havde grebet ham
eller et poetisk Emne laa i en saadan Grad færdigt for ham, at
Formen og Rammen paa en Maade var givet (som ved meget af
«Storegut»), kunde han være kort og enkel, og da digtede han
sine bedste Ting. Men disse Ting pleiede han selv ikke at sætte
saa høit; han satte mere Pris paa dem, hvor han havde havt
mere Leilighed til at vise sig som den spræke Verskunstner eller
den «tvisynte», flængende Tankens Mand. Han var ikke enig med
dem, der regnede «Ved Rondarne» for en af de alleregteste
Perler i hans Digtning." «Aa, det er nu etterdiktning det,» sagde han,
— nemlig efter Indledningsdigtet til Goethe’s Faust. Ved nærmere
Sammenligning viser det sig imidlertid, at Overensstemmelsen
ikke er saa stor, at der er nogen skjellig Grund til at tale om
«etterdiktning»; det er næsten bare Versmaal og Rythme, Vinje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
