Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
329
har laant fra det goethe’ske Digt (se Vislie, S. 327—28); men
herpaa lagde han jo ogsaa fra sit æsthetiske Standpunkt en urimelig
stor Vegt. Han havde mere tilovers for sit Digt om
«Jotunheimen»; her er mere af den Ordstas, som han var saa glad i:
«Den egg, den tind, den pigg, den klo, den kniv,
d’er skip og baatar, som fyr vinden driv»
o. s. v.
Men, skjønt «Jotunheimen», — bortseet fra den uheldige Plads,
det har faaet, — det er, som bekjendt, indflettet i «Storegut» —
maa regnes for at høre til Vinjes bedre Digte, staar det dog, trods al
Billedpragt og alle de malende Udtryk, i virkelig poetisk Værd
utvivlsomt langt tilbage for «Ved Rondarne» og minder, ved sin noget
inven-tariumsagtige Opregning af den skildrede Lokalitets Herligheder,
paa en mindre heldig Maade om en svundens Tids
naturbeskrivende Digtslags. I det hele, — man faar et Indtryk af, at Vinje er
heldigst som Digter der, hvor der har været mindst af bevidst
Kunst. Naar han beregner, gaar det ofte paa skakke, fordi han
regner ud fra en ufuldkommen, altformeget rent udvortes formel
Kunstopfatning. Han gjorde sine bedste Ting ligesom uforvarende;
— det staar maaske i Sammenhæng dermed, at disse Ting har
en saa uforlignelig Friskhed og Naturlighed, men paa den anden
Side vistnok ogsaa, at der inden hans poetiske Produktion er saa
lidet at spore af Udvikling eller Fremgang; er han den samme fra
først til sidst, — d. v. s. fra den Tid, da han begyndte at skrive i
«maalet», hvilket jo var det store Gjennembrud for hans Genius
baade paa det poetiske og prosaiske Omraade, — lige ujævn, lige
egte poetisk til sine Tider, som ram prosaisk-versmagersk til
andre.
Vinjes Mangel paa Sans og Respekt for Kunst i Ordets indre
og høiere Mening har nu vel ogsaa sat sine Merker i hans
Prosaform. Inden dette Omraade blev han dog ikke i samme Grad
eller paa samme Maade som ved sine Vers fristet til at sætte
Kunstleri ind for Kunst. Hans Prosastil kan ofte være altfor
bred, altfor lidet fastbygget, men den synder aldrig ved falsk
Rhetorik eller Styltegjængeri; den er i høieste Grad naturlig, fri
for alt konventionelt Uniformsvæsen. I denne Henseende kan
man udentvivl sige, at han har været banebrydende ikke mindre
end ved sit «maal». Det ene hjalp nu til det andet. Dette, at
han skrev i et andet Sprog end Skriftsproget, maatte virke til at
stille ham friere ligeoverfor den i Skriftsprogslitteraturen raa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
