Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
339
Fjeldlivet til. Han havde saaledes et rent Indianer-Instinkt til at
finde den rette Vei over ukjendte Ødemarker frem til Sæter eller
Fælæger, hvor vi kunde faa Tag over Hovedet. Han kunde sige
os, hvorledes vi skulde stelle med Fisken eller Melken, hvorledes
vi skulde faa vore Sko tørket eller indrettet os et Leie for Natten
paa Gulv eller Briks. Men vi flk ofte erfare, at han var sterkere
i Theorien end i Praksis. Det gik ofte galt, naar han selv skulde
sætte i Verk sine gode Regler, og i den Tid, vi eiede Hus
sammen oppe ved Bygdin, da det var en vedtaget Skik, at en af os
efter Tur skulde være hjemme og passe Huset, medens de andre
var ude paa Eventyr, blev han ofte Gjenstand for berettiget
Mis-nøie og Kritik fra Felagarnes Side, naar det var hans Tur at
forestaa det huslige Stel. — Vor Skatmester paa disse
Fjeld-færder, o: den, som havde vor fælles Reisekasse under sin
Forvaltning, var fordetmeste Marinemaler Boll, som iagttog en
forstandig Økonomi, saa Kassen ikke skulde blive tom før Tiden.
Engang syntes vi dog, at han havde været for knipen i sin
Betaling til en Sæterjente, hos hvem vi havde faaet Husly og Mad:
han blev afsat og Vinje indsat i hans Sted. Næste Morgen, da
vi skulde gjøre op med en gammel Kjærring, i hvis Sal vi havde
tilbragt Natten, begyndte Vinje sin Funktion; han spurgte
Kjærringen, hvad hun skulde have; hun vilde, som sedvanligt, ikke
rykke ud med Sproget, og derpaa fulgte en Akkedas mellem dem
omtrent saadan: Ja, Mor, sagde Vinje, én Daler vilde være for
lidet; — dette blev indrømmet uden Vanskelighed, — og to Daler
vilde være formeget, — heller ikkke derimod reistes nogen
bestemt Indvending; — ja — saa faar det blive halvanden Daler
da — værsaagod! Vi andre hørte paa Akkedasen i maalløs
Forfærdelse og Harme: vi havde ligget paa Gulvet om Natten og
faaet lidt Melk om Morgenen, — det var alt, og efter den Tids
Skik og Brug vilde en halv Daler have været mere end
fuldt-skuende god Betaling for det. Vi tog naturligvis øieblikkelig
Kassen fra en saa ganske og aldeles ubrugelig Finansmand; det
var indlysende, at om den skulde vedblive at være under hans
Forvaltning, vilde den blive tømt i Løbet af faa Dage, og at
Enden for os vilde blive at føres fra Lensmand til Lensmand
som andre Omstreifere.
Vor første Fjeldfærd fandt Sted i 1863. Siden var vi hvert
Aar sammen paa Tur en tre til seks Ugers Tid, sidste Gang i
1869 — Aaret før Vinje døde, og samme Aar som han var bleven
gift. De faste Medlemmer af Reiseselskabet eller Felaget var
Vinje, Boll og jeg; stundom var ogsaa andre med, deriblandt
nuværende Borgermester/terner og nuværende Højesteretsassessor
Thoresen. Paa den første Færd flakkede vi om i Valdres, Sogn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
