Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
417
Oprindelse, at dens Rod maa søges ikke i et Kommandoord
ovenfra, men i Menneskenes eget Væsen.
Uenigheden begynder først, naar der spørges om, hvilke Sider
eller Egenskaber ved det menneskelige Væsen det er, som her
først og fremst maa komme i Betragtning.
Man har fremhævet Menneskenes naturlige Selvkjærlighed og
Trang til Selvhævdelse eller deres ligesaa naturlige Sympathi for
sine nærmeste, og idet man ensidig lagde Vegt paa den ene eller
anden af disse to Egenskaber, har man opkonstrueret to
hinanden modstridende Moralsystemer eller Theorier om Moralens
Oprindelse.
Man har talt om et naturligt Instinkt, der tilsiger os, hvad
der er godt og moralsk rigtigt eller det modsatte; man har ført
Moralen tilbage til visse Menneskene medfødte Idéer om Bet og
Pligt, og idet man stiller sig paa dette Synspunkt, har man ved
Spørgsmaal om en Handlings moralske Værd udelukkende lagt
Vegt paa Motivet, hvorfra den udgaar. Man har sagt, at der
ikke skal ræsonneres saa: dette er godt, altsaa bør vi gjøre det,
men at der skal ræsonneres saa: vi føler, at vi bør gjøre dette,
altsaa er det godt. En Handling har moralsk Værd, naar
Vedkommende foretager den ifølge en Følelse af Pligt og mod sin
Lyst, om den end i sig selv er noksaa unyttig eller endog
ligefrem skadelig. Omvendt ophører den i sig selv nyttigste
Handling at have moralsk Værd og bliver moralsk indifferent eller
endog ligefrem umoralsk, naar den ikke sker ifølge Pligt, men
ifølge Tilbøielighed eller Vane. Moralbudene har altsaa og maa
vedblive at have Formen af det kategoriske Imperativ.
Samvittighedens Stemme hos hver enkelt er og maa vedblive at være
øverste Instans ved Afgjørelsen af Spørgsmaal om Ret og Pligt;
dens Kjendelser er inappellable, og den giver ingen Grunde; den
siger: sic volo, sic jubeo.1
Herimod kan indvendes og er bleven indvendt, at saafremt
Moralbudene virkelig var at føre tilbage til visse Menneskene
medfødte Idéer, maatte de have havt en nogenledes uforanderlig
Karakter; men det ved vi ikke har været Tilfælde.
Samvittighedens Stemme fører et helt andet Sprog hos Barbarer end hos
civiliserede Mennesker; hvad den engang har paabudt som en
uafviselig Pligt, stempler den ofte senere som en oprørende
Umenneskelighed; den lyder forskjellig til de forskjellige Tider
og hos de forskjellige Mennesker, og en Morallære, der ophøier
den til det ene ledende Princip, kan derfor ikke faa nogen
virkelig almengyldig »objektiv Karakter, men vil altid have noget af
subjektivistisk Vilkaarlighed ved sig.
1 Saa vil jeg, saa befaler jeg.
27 —Sars: Samlede Verker. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
