Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
435
dem følger Naturens Kald, at hvad der fra først af kan synes et
Baand, der er lagt paa os, i Virkeligheden er et Livsinstinkt i os,
et Krav af Kræfter, som vil frigjøres, og hvis Frigjørelse vil give
Livet høiere Værd for os — i samme Grad vil man i denne
Opfatning faa et Motiv til moralsk Handlemaade, der i Styrke fuldt
ud vil kunne komme til at hamle op med det religiøse Motiv, og
som har det store Fortrin fremfor dette, at det ikke er knyttet
til en t enkelt eller enkelte Sider af Moralen med Fortrængsel af
de øvrige, men i lige Grad kan udstrækkes til dem alle efter
Udviklingens vekslende Medfør.
Herbert Spencer fremhæver i sine «First principles», hvorledes
Religion og Videnskab mere og mere har udsondret sig fra
hinanden, og hvorledes deres indbyrdes Konflikter har været og er
en Følge af, at denne Udsondring ikke er bleven fuldkommen
gjennemført. Religionens Sfære er det absolute; dens Funktion at
minde Menneskene om den ene store Sandhed, at alting er
Manifestationer af en Magt eller et Væsen, hvorom vi intet ved og
aldrig kan faa vide noget. Men Religionen har aldrig løst denne
sin Opgave paa nogen tilfredsstillende Maade, fordi den aldrig har
holdt sig strengt inden Grænserne for sin Sfære. Den har
modsagt sig selv og fornegtet den ene Sandhed, som den har at
forkynde, ved at tillægge det ukjendte og ukjendelige Væsen, der er
Universets Ophav, visse bestemte Attributer og ved at give sig ud
for at kunne meddele positiv Kundskab om det, hvis Ufattelighed
det netop er dens Mission at hævde. Religionen har forsaavidt
altid været indtil en vis Grad irreligiøs og er det fremdeles; den har
altid indesluttet og indeslutter fremdeles et irreligiøst Element, som
udsætter den for Nederlag, og hvorved dens Sag bliver
kompromitteret (skjønt det netop er det, som i de fleste Menneskers Øine er dens
Kjerne og hvad de kalder sit «dyreste Eie»). Omvendt har
Videnskaben indesluttet et uvidenskabeligt Element, forsaavidt den
har (gjennem den metafysiske Spekulation) gaaet ud over
Relativitetens Verden og indladt sig paa at give Forklaringer af
Tingenes første Grunde, hvilke tilsidst altid maatte vise sig at være
tomme Ordkunster, hvorved dens Kredit alene kunde svækkes.
Jo mere skarpt disse to — Videnskab og Religion — holdes ud
fra hinanden, — jo mere Religionen indskrænker sig inden sin
Sfære, hvor den er uangribelig, og Videnskaben inden sin, hvor
den er sikker paa at overvinde enhver Konkurrence, — des bedre
løser hver af dem sin Opgave, og des mere vil de komme til
gjensidig at støtte hinanden istedetfor at ligge i indbyrdes Krig.
Et lignende Ræsonnement gjælder nu ogsaa i Hensyn paa
Forholdet mellem Religion og Moral. Ogsaa Moralen maa kræve den
samme Selvstændighed paa sit Omraade, som Videnskaben har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
