Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Dumas den ældre’s og Scribe’s historiske
skuespil, medens «Gildet paa Solhaug» og «Olaf
Liljekrans» har enkelte berøringspunkter med
Henrik Hertz’cs «Svend Dyrings hus».
Hvis man i denne brogede afveksling ser et
tegn paa literær vægelsindethed, tager man feil.
Den røber kun en aand, der prøver sig frem, et
uudviklet dramatisk talent, der griber de
forskjellige konventionelle former, undersøger, om
de passer, og kaster dem bort, Saasnart det føier,
at de ikke gjør det. Alle disse arbeider er en
række af dramaturgiske forstudier, om man saa
vil, og paa samme tid som de viser en jævn og
rask teknisk fremgang, aabenbarer de ogsaa en
bestemt bevægelsesretning i forfatterens grundsyn.
Dette grundsyn er som sagt beslægtet med
datidens romantik, og romantikens sædvanlige
apparat benyttes. Ridderlige sangere kvæder til
guldharpens toner’, mens ædelige fruer og møer
lytter dertil. Ensom og uforstaaet lever den vene
maar sit drømmeliv snart i riddervisens romantiske,
snart i folkesagnets fantastiske verden, indtil den
drømte helt kommer, han, hvis mandige billed har
leget i al hendes tanke. Hemmelighedsfulde
naturmagter aabenbarer sig for dem, hvis øine er
bleven bestrøget med poesiens huldresalve; i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
