Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
Tar man for sig samlet de formler som Taine har villet gi
for et talent, ser man straks at han i almindelighet har nøie
sig med at gripe et hovedtræk, ofte det første som har slaat
ham ; og han har formulert det som talentets hovedevne uten
at undersøke om det er et grundtræk eller ikke. Derved er
ofte hans paavisninger blit, ikke den sjæleanatomi som han
mente at den var, men Taines specielle form for en vurdering
av personligheten, en slags skematisk karakteristik av manden.
Han definerer Titus Livius som oratoren, og han definerer
Victor Cousin som oratoren. Men Livius og Cousin, hvad er
saa likheten mellem dem? Paa det vil selv ikke en Taines
systematik kunne svare. Nuvel, han kan indvende at Titus
Livius er oratoren som historiker og Cousin er oratoren som
filosof, og da kan ingen vente at kunne finde likheter i deres
verk. Men ifølge Taines definitioner er Macaulay ogsaa orator;
og i en selvanalyse fra 1862 fremhæver han selv det oratoriske
som et væsentlig træk i sin egen begavelse. Hvorfor svarer
saa ikke grundtrækkene i orator-historikeren Livius til
grundtrækkene i orator-historikeren Macaulay ; og hvilke likhetspunkter
er der mellem orator-filosofen Cousin og orator-filosofen Taine? 1
Og endelig, hvor forskjellig indhold er der ikke i orator-formlen
anvendt om disse forskjellige personligheter. At Cousin er orator,
det er ment som hvass kritik. Definitionen av Livius som orator
er utgangspunktet for en studie som vil klarlægge baade hans
styrke og hans svakhet. Og at Macaulay er orator, dækker over
sterk beundring og sterk, for sterk, ros. Naar selve formlen
er saa forskjellig baade i indhold og anvendelse, blir dens
viden-skapelige betydning ingensomhelst. Formlen er ikke individuel
som personligheten er det. Formlen blir, som Guillaume Guizot
fortræffelig har sagts, ikke nøkkelen til en individuel karakter,
men en av disse hoveddør-nøkler som passer til en 4—5 laaser.
Grunden til dette feilsyn hos Taine er klar. Teoriens
rækkevidde har fra første færd av ikke været ham bevisst. Han er
trods sine egne spekulationer og mot sit eget system kommet
bort i at betragte hjernearbejdet som en enhet. Han har ikke
i sine egne analytiske studier gjennemført sit eget grundsyn
om de forskjellige lag i tankearbeidet; han har ikke i sin praksis
ført idéerne tilbake til det han efter sin teori ansaa for
grundlaget, til sansningen. Hans tanke er bundet av hans utprægede
smak for formlen, og hans paavisninger av et talents
hovedevne er da ogsaa mere blit formler end psykologiske lover.
1 Sml. Litt. angl. 5, s. 159—60, hvor der er git en fremstilling av
oratorgruppens grundtræk, en paavisning som ingen paavisning er.
2 I journal des Debats" 21. janr. 1857.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
