Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
bestandig at klargjøre for sig selv stilens principper, enten han
skriver om Xenophon eller om Tennyson, enten han behandler
Racine eller sin skolekamerat og ven Marceliin (Emile Planat.)
Strødd rundt om, i Taines essais som i den engelske
litteraturhistorie, finder vi ypperlige stilanalyser, og det er Taine som
første gang har git stilforskningen virkelig holdning.
Hvorfor er han da allikevel ikke naadd frem? Metoden er
ikke fuldstændig. Han hadde i „les Philosophes classiques"
fremstillet den i grundtrækkene : analyse, abstraktion, hypotese
og verifikation. Men i sine egne studier har han ikke
verifikationen med. Naar hans analyse har lagt frem hele stoffet, nøier
han sig med abstraktion og hypotese. Han utfører
subtraktions-stykket, men glemmer at sætte prøve paa det. Han hefter sig
ved et fællestræk, og dette gjør han med sin smak for formler
uten videre til den store aarsak. Det blir et tilfælde om han
træffer rigtig. Derfor kan han bli staaende ved definitionen
orator for Livus, for Cousin og for Macaulay, og ved formlen
„esprit supérieur" for Beyle. Hadde han søkt at verificere, vilde
han ha set at oratorpræget ikke er noget oprindelig, men noget
erhvervet. Oratorpræget er en maate at ordne sine tanker paa,
og har ingenting med tankernes dannelse, med opfatningen at
bestille. Og Taine vilde ogsaa ha set at „esprit supérieur" er
en tom formel, ikke en definition.
Med sin smak for formlen har det været ham nok at gripe
et særlig træk, og han mener med det at staa ved den
grundlæggende aarsak, og han har ikke verificert. Men dette gjør
ikke alene hans definitioner veke. Det gjør ogsaa hans formler
snevre. Han har ment i en slik formel at gi loven for en hel
personlighets arbeide, men har ikke undersøkt om hans lov
ogsaa gjælder overalt. Derav hans misforstaaelse at ville
reducere saa sammensatte personligheter som Shakespeare, som
Napoleon, til en hovedevne. Shakespeare er ikke bare den
fuldstændige indbildningskraft; og Napoleon er endnu mindre
bare renæssancecondottiérens fantastiske magtbrynde. Jeg gaar
gjerne med paa at det spiller en rolle for hver av dem. Men
hvad betydning har Napoleons condottière-karakter hat for hans
behandling av mennesker og i hans administration? Og hvor
har vi Shakespeares fuldstændige indbildningskraft i hans
patriotisme eller i de træk vi kjender fra hans liv?
Men Taines usikkerhet om rækkevidden av sin egen lov
hindrer ikke at der i hans undersøkelser over hovedevnen kan
forekomme paavisninger som blir staaende. Han har fundet
Dickens’ hovedevne i hans visuelle hukommelse: det Dickens
har set, gjenfremstiller han for sig selv og for os med fuld
anskuelighet i form som i farve. Ingen er i tvil om at Taine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
