Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
som ikke hører til kunstartens idé, maa utelukkes; hvis der
kommer noget nyt element ind, saa motarbeider dette den fulde
tilegnelse av idéen og gjør altsaa kunstnydelsen mindre eller
kan endog helt ødelægge verket som kunst. Rummer f. eks.
et maleri, foruten den maleriske idé for øiet, ogsaa i formen
eller farve uttrykket for et psykisk moment — lidenskap f. eks.
— er dette straks nok til at nedsætte kunstvirkningen. Og har
en billedhugger søkt at gi sine skikkelser noget patetisk, har
han dermed straks motarbeidet idéen i sit kunstverk.1
Med sin usvigelige logik fører Taine dette ut i næsten
barokke konsekvenser. Litteraturen taler til tanken og til vort
følelsesliv; den har intet med vor sanseopfattelse at bestille.
Søker da en romanforfatter at gi en skildring — et landskap
eller en person — blir det med en gang et brudd paa den
kunstneriske enhet som maa til forat idéen klart skal lyse frem ;
det nytter ikke om beskrivelsen er aldrig saa malerisk eller
vellykket2; saasnart man gaar ind i analysen eller beskrivelsen,
er man utenfor kunstnerens domaine.3 Paa dette grundlag har
Taine alt nedlagt en bestemt protest mot Balzacs naturalistiske
skildringer;4 paa dette grundlag kriticerer han skarpt en
Flauberts stil,5 en Goncourts stil.6 Naar han saa, hos Zola som
hos alle de yngre,7 ikke kan faa øie paa en bærende idé, og
stilen bare rummer analyse og beskrivelse, saa falder verker
som Zolas helt utenfor kunst.
Det er ogsaa dette grundsyn som bestemmer Taines
stilideal. Et litterært verk skal utelukkende tale til tanke- og
følelsesliv; en skribent er psykolog, ikke maler eller musiker;
„il est un transmetteur d’idées et de sentiments, non de sensations".8
Stil-idealet blir da en stil hvor ordene glir væk for tanken;
dette gir forklaringen paa en passus i essaien om Stendhal,9
der ser ut som et paradoks: „I bund og grund er
undertrykkelse av al stil stilens fuldendelse, naar læseren stanser med
at skjelne sætninger og ser de blotte idéer, da er kunsten
fuldendt. En stil som er studert og som man lægger merke til, er
et toilette man laver sig av dumhet eller av forfengelighet."
Dette er konsekvenser som logikeren i Taine har ansvaret
1 Se Voyage en Italie, en række steder, særlig B. 1, s. 90.
’ Nouveaux essais s. 228.
8 La Fontaine s. 27.
1 Se essaien om Balzac, Nouv. essais.
6 Corr. 2, s. 233 og 235.
6 Corr. 4, s. 138.
7 Corr. 4, s. 327.
8 Corr. 4, s. 114.
9 Nouveaux essais s. 252.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
