Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Hjemmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
helteevcntyr og elskovshistorier; og det var vei at merke
til en begyndelse hans eneste aandsnæring. Han selv ut*
taler sig om resultaterne av denne pædagogik saaledes:
«I kort tid opnaadde jeg ved denne metode, ikke biot en
overordentlig lethet i at læse og opfatte, men en for min
alder enestaaende indsigt i lidenskaperne. Jeg hadde
endnu ingen idé om tingene, da alle følelser allerede var
mig kjendte. Jeg hadde ingenting forstaat; jeg hadde
følt alt. Alle de vage rørelser som jeg slag paa slag gjen«
nemgik, bidrog ikke til at vildlede fornuften, som jeg
endnu ikke hadde, men de skapte i mig en fornuft av
et eiendommelig præg og gav mig underlige og roman*
tiske (romartesques) forestillinger om livet, som erfaring
og refleksion aldrig helt har kunnet helbrede mig for.»
Efter et par aars forløp blev romanerne avløst av
mere gedigen lekture. Man maa imidlertid ikke tro at
dette skridt skyldtes nogensomhelst plan hos den aands*
interesserte, men fuldstændig halvdannede Isaac Rousseau.
Det berodde paa en ren tilfældighet, der var ikke flere
romaner i bokskapet hjemme, men saa døde presten Sa=
muel Bernard, Jean Jacques’ grandonkel, og endel av
hans bøker tilfaldt hans far. Det er vei ogsaa tvilsomt,
om denne halvt lærde literatur kan betegnes som en syn*
derlig mere fornuftig barnelekture end romanerne. Men
forbløffende er det under enhver omstændighet, at Jean
Jacques i en alder av S aar kunde finde smak i historiske
utviklinger som Le Sueurs om kirken og keiserdømmet, i
vidtløftige historiske betragtninger som Bossuets spekula*
tioner over verdenshistorien, i psykologiske enkeltunder*
søkelser som La Bruyéres «Karakterer». Han overdriver
neppe naar han kalder denne smak «rare et peuUétre
unique a set åge». Synderlig dype merker i hans sjæl
har den vei heller ikke sat; hans yndlingsbok som han
læste opigjen og opigjen, — det var Plutarks heltehisto*
rier. og de bidrog neppe, som han selv mener, til i «nogen
grad at helbrede ham for romanerne», men snarere kun
til at føre ham videre paa den bane I.a Calprenéde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
