Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
det er som musik det væsentlig interesserer den dag
idag. Eller rettere sagt som musikdrama. Rousseau hadde
her meget bestemte og meget moderne meninger. Som
jeg allerede tidligere 1 har hat anledning til at gjøre op»
merksom paa, hadde han meget ringe tanker om poesi
og versekunst; han betragtet verseskriveri nærmest som
«en øvelse som kan være bra nok til at lære at skrive
bedre prosa av», og efter sine mislykkede poetiske ung»
domsforsøk, gik han da ogsaa snart helt og holdent
over til prosaen. Men det var som forfatter; som
musiker tænkte han ganske anderledes. Musik var for
ham væsentlig det samme som sang, og sang eksisterte
jo naturlig ikke uten ord; oprindelig, i tidernes morgen,
var der ingen som faldt paa at lage vers uten for at
synge dem, eller at lage melodi uten ord. Disse to eie»
menter hørte ifølge naturen uadskillelig sammen, digter
og sanger var i gamle og bedre tider betegnelse for en
og samme ting. Senere kulturutskeielser har skilt dem
fra hinanden; men det gjælder her, som overalt, at vende
tilbake til det oprindelige og naturlige; en operas værdi
beror først og fremst derpaa at ord og musik har gjen»
nemtrængt hverandre til en uopløselig enhet, og dette op»
naaes bedst, naar komponist og digter er en og samme
person. Det er da ogsaa samklangen mellem ord og
toner som Rousseau selv først og fremst fremhæver som
Le Devins fortjeneste. «Hvad der gjør denne opera saa
skattet, selv av fagmænd, er den fuldstændige harmoni
mellem ordene og musikken, det intime sambaand mellem
alle dele hvorav den bestaar, den gjennemgaaende helhet
som gjør den til det mest enhetlige arbeide (l’ouvrage
le pius un) jeg kjender i denne genre. Musikeren har
overalt tænkt, følt, tait som digteren; den enes uttrvk
svarer bestandig saa nøie til den andens at man ser at de
overalt er besjælet av den samme aand.»*
Dette krav paa indre organisk sammenhæng mellem
5 Sc G. Gran: Rousseau I, 127.
Oeuvres XII, 260.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
