Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Teatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Teatret indgir kjærlighet til dyden og avsky for
lasten, sier man. Men er da kjærlighet til det gode
noget teatret har skapt? Er denne følelse svakere paa
steder hvor der ikke findes teater?
Tragedien fører gjennem skræk til medlidenhet, heter
det; la gaa, men er denne medlidenhet av nogensom«
helst moralsk værdi ? Nei, det er kun en forbigaaende
og intetsigende rørelse som ikke varer længere end den
illusion som frembragte den, en gold medfølelse som
mætter sig med nogen taarer og aldrig har frembragt
en menneskekjærlig handling; vi røres saa let av ulyk«
ker som ikke vedkommer os og ingenting kræver av os:
naar vi stadig gaar i teatret og fælder taarer over ind»
bildte lidelser, blir vi fornøiet med os selv som kan ha
saa smukke følelser; kan nogen fordre mer av os? 1
livet er medfølelse ubekvem, kræver handlinger, vol»
der møie, nei saa gaar vi heller i teatret, hvor vi kan
nyde vor egen rørelse, uten at vor egoisme paa nogen
maate blir forulempet. Oldtidens annaler fortæller om
mer end én grum tyran som fældte taarer ved synet av
en tragedie, men det forlyder ingenting om at han der»
tor blev mildere mot sine undersaatter; tvertimot.
Aanei, det er ikke værd at tale om teatrets foræd«
lende magt, ikke engang tragediens; hensigten med en
tragedie, som med de Heste aandsprodukter, er at gjöre
lykke, dermed basta.
Og endnu værre er det isaahenseende med komedien;
glæden ved det komiske beror paa en last i menneske=
hjertet, og derav følger, at jo fuldkomnere en komedie
er, og jo mere den behager, desto mere skjæbnesvanger
er dens virkning paa sederne. Selv om vi tar den
ypperligste av alle komedieforfattere, Moliere, hvis geni Rous«
seau ikke kan bli træt av at beundre, — selv om man tar
hans mesterverk, Misantropen, hvor digteren dog har
skuet saa dypt ind i menneskesjælen, saa danner den
dog ingen undtagelse. Ingen kan negte to ting, for det
første at Alceste (misantropen) er en sandfærdig, oprigtig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
