Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Efter Soiréen.
Se, hendes Aasyn er blidt og vemodigt;
Hovedet hviler mod Sofaens Hynde,
Lokkerne bolge sig dunkelt og frodigt,
Maanen forhøier med smeltende Ynde
Alt hvad de skjønne Konturer forkynde.
Sangmøens Blikke den Deilige fulgte,
saa hendes Ye, da hun blussed i Yrimlen.
Digtet tør røbe, hvad Læberne dulgte,
vælge blandt Sukkenes talløse Stimlen
hendes, der steg som en Due mod Himlen.
„Hellige Midnat, som Tummelen fjerner,
se, jeg maa savne din kvægende Slummer;
hellige Midnat med flammende Stjerner,
Verdeners Smerte din Moderfavn rummer, —
tag da min ensomme, lønlige Kummer!
Atter en Aften med kvalfulde Minder,
atter et Nag i mit bævende Indre,
atter mod disse forræderske Kinder
saa jeg hans forskende Hdblikke tindre,
Blikke, der ængste og martre og lindre.
Ak, kan de lindre ? — de har ingen Varme!
Hjertet forsager og isner og gruer;
Haabet, der bar mig paa ømmeste Arme,
vakler og dør, naar han speieler og skuer
-Ømhedens dæmpede, nagende Luer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
