Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter Soiréen.
241
O, hvilken Fryd biot at smykke hans Dage,
frede hans Hjem som en syslende Terne,
gjette hans Savn og lians lønlige Klage,
følge hans Fjed i det ødeste Fjerne,
tage hans Byrde og bære den gjerne!
Nu skal jeg dølge min dybeste Tanke,
grue ved Alt hvad mit Hjerte vil gjemme,
kæmpe, naar Barmen vil stige og banke,
se i hans -Øie og høre hans Stemme, —
kæmpe med Savn, som jeg aldrig kan glemme!"
Sørgende Engel! Han lider ei mindre.
Vaagen, som Du, medens Høstnatten glider,
har han et Nag i sit bævende Indre:
En af de vindigste Byens Sylfider
eier hans Hjerte saa længe liun gider.
Ak, hvis han kjendte din hellige Vilje,
hørte det Suk, Du til Stjernerne sender,
sank han paa Knæ for den bøiede Lilje,
bortkyssed Taaren, der svulmer og brænder,
lagde sit Liv i de deilige Hænder.
Natten er omme, og Stjernerne slukkes;
smilende Drømme i Halvlyset glide,
gjøgle om -Øiet, der sagtelig lukkes.
Ak, skal hun daares, og ømt ved hans Side
sige ham Alt hvad hun nys maatte lide?
J. Welhavens Skrifter. III. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
