Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Vasdrag og Skovniarker. 131
Marthe, en gammel Budeie paa den Sæter, hvor jeg
var Jætergut i min Ungdom. Hun havde selv seet
Junkeren; men det var længe før min Tid. Jeg
mener, hun kaldte ham Albrekt eller Alfeldt. Han
hørte nok ikke til paa disse Kanter, inen kom herop
i Skov-Befaring, snart med andre Storfolk og snart
alene. En dygtig Jæger var han ogsaa, og gik
meget i Samlag med den navnkundige Kristen
Skytter efter Bjørn, som der i de Tider var flere af
end nu. Lange-Marthe sagde ofte, at Junkeren var
den strunkeste Karl, Nogen kunde se, naar han kom
paa Skov-Stien med lange Støvler, gule Skindbuxer,
gron Livkjole, Sværd ved Siden, Rifle paa Nakken
og for Resten i alle Maader som den skjønneste
Officer. Dengang var der paa Næs en Gjente,
hvis Deilighed og fine Væsen kom saaledes for Orde,
at hun overalt kaldtes Flubergs-Rosen. Hende vilde
Junkeren forlokke. Men det kunde ikke lykkes, for
hun var af en gammel, stormodig Gaardmands-Æt,
og holdt sig bedre end de fleste andre. Alligevel
blev Junkeren ved at friste hende, og Folk sagde,
at han var en hel Vinter i Bygden, og sad Kongens
Befaling overhørig, alene for Flubergs-Rosens Skyld.
Tilsidst lovede han endog, at han vilde sætte Bo der,
dersom hun vilde have ham, og da skulde han kjøbe
Gaard og bygge Hus, med fire Piber paa Taget og
saa mange Stadsværelser i, som hun kunde forlange.
Men dermed kom han heller ingen Vei; hun vilde
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
