Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•228
En Sjel i Vildmarken.
Krykker og Stave og Træbilleder af vanføre Lemmer.
Hver Gang Kirkeklokken lød gjennem Dalen, kom
der nogle -Øieblikkes Stands og Stilhed over de
Travle, en mild Forhaabning til de Bedrøvede og
Angerens Uro over de Brødefulde. Hver Gang
Vandreren drog forbi Kirken, følte han det Helliges
Nærhed, og ofte standsede han vei der i Bøn eller i
stille Betragtning. Men alle disse kirkelige
Livs-Ytringer ere forlængst ophørte og udslettede, — ja,
Mindet derom er ganske hendøet i Dalen, hvor Intet
mere beskytter Kirkens Rester mod Naturmagtens
%j o
tærende og skjulende Virken.
Og dog er det sagt, at disse Mure endnu staa
i Forbindelse med Menneske-Livet. Der er en Skik
af religiøs Oprindelse, som en Gang om Aaret
hendrager Folkets Tanker til den hellige Tomt, og
danner en flygtig Kirkesti over den ujevne, vildt-bevoxede
Grund. Hver Juleaften brænder der Lys i Ruinen,
og ei biot fra Folk i Dalen, men fra flere
tilgrænd-sende Bygdelag sendes Lysene did.
Vil man maaske kalde dette et Mindetegn, en
opglimtende Erindring af hedengangne Slægters
Troes-liv? — Nei, et saadant Væsen er der ei i Skikken.
Den staar just saaledes igjen, fordi intet Minde tyder
den. Hvor den endnu har Magt over Sindet, der
virker den i Kraft af det Gaadefulde. Men for de
Fleste er den netop en Juleskik og intet Andet, og
den kan ei bevare de gamle Mure. Skikken og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
