Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•229
Ruinen henfalde med hinanden. Naar de
Fordybninger og Fremspring, der endnu skjerme for Veir
og Vind, ere udslettede, da er ogsaa det sidste Lys
udbrændt paa den hellige Tomt, og da siger man,
at der er en Overtro mindre blandt Dalens Beboere.
Ja, saaledes er Kredsløbet: En svunden Troes
af-sjelede Symbol staar overgjemt i de Ligegyldiges og
de Tvivlendes Kreds, indtil det synker tilbage i det
hemmelige Natur-Livs Skjod, hvor det endnu en føie
Tid kan søges af raadvilde Sjeles undrende og
stirrende Blik.
Hvor selsomt viser sig Skinnet fra Ruinen i en
stjerneklar og snelys Julenat! Trindt om synes
Egnen øde og ubeboet. Thi den nærmeste Gaard ligger
skjult bag et Fyrreholt, i hvis Udkant Bygdeveien
gaar. Derfra ser man, over en Aid Mo, de gamle
Mure paa den bakkede Grund, gjennem en Aabning
i Krattet. Et dæmpet Lys-Skjær er ligesom
hen-aandet over Sneen. Man ser i dette Skin Omridset
af en enkelt Træ-Klynge ved Ruinen tegne sig mod
den merke Skovgrund, og nu, idet man kommer lidt
længere frem paa Veien, tindre Ildglimtene frem af
den uformelige Stenmasse. Den fremmede Reisende
standser sin Hest, og horer Skydsguttens Beretning
om den underlige Juleskik.
Mange af dem, der sende Lysene, siger Gutten,
vente sig en sikker Hjelp eller Lykke deraf, og
kraftigst skal det være, om den, som gjør Bekostningen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
