Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•237
Ski ud over halsbrækkende Skrenter, og laa snart,
i Utide sovende paa Bænken ved Ovnen.
Moderen havde ingen Bede paa Sennens Væsen
og Skik, og ingen Evne til at vinde hans Fortrolighed.
Altid vaklede hun mellem raadvild Skaansel og
urimelig Strenghed. En Gang, da det vaaredes under
Aasen, og den Tid var forhaanden, at Alf alvorligt
skulde holdes til Undervisning, kom det til et
voldsomt Optrin mellem ham og Moderen. Alf tog
Randselen, og lagde hurtigt sit Lidet deri. „Farvel
i Stuen", sagde han, „ethvert andet Sted er bedre
at være end her". Sara havde forgjæves sögt at
standse ham. Nu fulgte hun ham udenfor, medens
Moderen sad overvældet af Harme.
Det var en mild og klar Morgen. De fugtige
Graner og Lovtræer tindrede i Solskinnet, og paa
. den lille Haveplet ved Hytten stod den gamle Abild
ganske blomsterdækket over de lysegrønne
Stikkelsbær-Buske. „Bliv hos os!" raabte Sara endnu en
Gang. Men hun var kun et Barn, og Graaden
standsede snart hendes Tale. Hun hang sig ved
hans Arm. Men da de kom til Bækken ved
Udhusene, gjorde han sig fri, og sprang over paa en Sten,
der delte det flommende Vandlob. Her stod han
et øieblik, og vendte sig mod Sara. „Lev saa vei!"
sagde han. „Bedst var det, om Du kunde folge
med". Saa var han hurtigt paa den anden Bred,
og kom snart af Syne mellem Granerne i Lien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
