Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•247
„Hor, Moder," sagde hun, „jeg tager disse Lys,
og gaar til Kirken. Ingenlunde tror jeg paa nogen
Trolddoms-Magt. Men jeg tror, Gud selv vil hjelpe.
Og altfor tungt synes det mig, at din Sorg og
Fortvivlelse nu skulde forhøies derved, at det Middel,
Du sætter Lid til, ei bliver forsøgt. Jeg haaber
til Gud, at Du siden skal erfare, hvo der er den
rette Hjelper."
„Ak, Du arme Sara," sagde den Gamle, „Dig
kan jeg ikke fuldtakke. Men hvorledes skal Du
komme frem over Heierne? — Og altfor uvist bliver
det og, i sligt overhændigt Veir, med
Lys-Brændingen.
„Dermed har det nok ingen Nød," sagde
Om-streifersken, „thi en god Time for Midnat kommer
Maanen op, og da faa vi Veir-Forandring. — Havde
jeg saa sandt Ungdommen," tilfoiede hun, „skulde
ogsaa jeg prøve Veien. Men nu bliver det vei bedst,
at jeg for det förste standser min Høitids-Omgang
her."
Sara gjorde sig færdig til Vandringen. Hun
mente, at hun i alle Fald nok skulde stride
igjennem, til hun fandt Folk, og i øvrigt vilde hun sætte
Alt i Guds Haand. Da hun forlod Hytten, sad den
Gamle, noget beroliget, ved Sønnens Leie, —
Gaards-karlen holdt sig, forsynet med en svær Knippel,
ligesom paa Post ved Døren, — og Houg-Marthe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
