- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
316

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hans Vej, og det er ham, vi nu følge med, for en rask Knøs
var han.

»Klokken vil og maa jeg finde!« sagde han, »om jeg saa
skal gaa til Verdens Ende!«

De ækle Abekatte sad oppe i Træerne og grinte med alle
deres Tænder. »Skal vi dænge ham!« sagde de, »skal vi
dænge ham; han er en Kongesøn!«

Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven,
hvor der vokste de forunderligste Blomster; der stod hvide
Stjernelillier med blodrøde Støvtraade, himmelblaa Tulipaner,
som gnistrede i Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne ganske
og aldeles saa ud som store, skinnende Sæbebobler; tænk
blot, hvor de Træer maatte straale i Solskinnet. Rundt om
de dejligste grønne Enge, hvor Hjort og Hind legede i Græsset,
vokste prægtige Ege og Bøge, og var et af Træerne revnet i
Barken, saa vokste her Græs og lange Ranker i Revnen; der
var ogsaa store Skovstrækninger med stille Indsøer, hvori
hvide Svaner svømmede og slog med Vingerne. Kongesønnen
stod tit stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra en
af disse dybe Søer, Klokken klang op til ham, men saa
mærkede han dog nok, at det ikke var derfra, men endnu
dybere inde i Skoven, at Klokken klang.

Nu gik Solen ned, Luften skinnede rød som Ild, det blev
saa stille, saa stille i Skoven, og han sank paa sine Knæ,
sang sin Aftenpsalme og sagde: »Aldrig linder jeg, hvad jeg
søger! nu gaar Solen ned, nu kommer Natten, den mørke
Nat; dog een Gang kan jeg maaske endnu se den runde,
røde Sol, før den ganske synker bag Jorden; jeg vil stige
op paa Klipperne der, de rejse sig i Højde med de største
Træer.«

Og han greb i Ranker og Rødder, «klatrede op ad de
vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skruptudsen
ligesom gøede ad ham; — men op kom han, før Solen endnu
ganske var nede, set fra denne Højde; oh, hvilken Pragt!
Havet, det store, herlige Hav, der væltede sine lange Bølger
mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som
et stort, skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0320.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free