Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En gammel bygaard.
Af Elling Holst.
(Se billedet side 9.)
Ja, nu har jeg skrevet overskriften.
Men just som jeg skal til at
fortælle om den gamle gaard,
hvor vi levede en saa vidunderlig
barndom, da er det, som om jeg staar over
en indviklet garnhespel, som skal greies.
Der fandtes ikke i gaarden selv mere
besynderlige krinkelkroge og rum og virvar
af trapper og gange og smaa og store
helt eller halvt faldefærdige sidebygninger,
end der er broget virvar i alle de minder,
som vil frem og fortælles. Det er, som
der hverken er begyndelse eller ende paa
det. Akkurat som en ugrei hespel. Men
findes der ikke en ende, saa tager vi og
kutter paa det første det bedste sted, saa
giver det sig nok. Saa nøster vi saa længe,
til det slutter. Kanske det kan blive mange
nøster af den hespelen.
* *
*
I gamle dage brugte man at erte os
drammenserbarn med at paastaa, at
Drammen bare havde en eneste gade. Det var
nu slet ikke sandt da; for ikke at tale om,
at byen laa paa begge sider af elven, saa
var der baade fremgade og baggade, nogle
steder endog den ene baggade bag den
anden, og dertil en hel del tvergader paa
begge sider af elven indover mod aaserne.
Men byen havde nu engang faaet det
ordet paa sig, og man hører endnu fort
væk, at hvis Drammen nu har mere end
én gade, saa maa det være blevet efter
de store ildebrande.
Men ret skal være ret: netop der, vor
gamle gaard laa, var der egentlig bare én
gade, fremgaden. Bag alle haverne, skilt
fra dem ved nogle smaa engstykker, gik
der bare en ubebygget landevei, den nye
veien. Mellem fremgaden og den nye
veien laa nu et langt stykke alle
eiendommene temmelig ens. Til de fleste
hørte store sjøboder mellem fremgaden og
elven. Saa laa gaardene for det meste
paa opsiden af gaden og strakte sig med
gaardsrum og haver som en række lange,
smale baand indover mod den nye veien.
De gik alle lige langt, og de høie
«haveplanker» [1] mod veien dannede en lang
fortsættelse. Gamle, store haveporte uden
stas eller sprinkelverk vendte der ud mod
en liden sti, som lidt bortenfor førte op til
veien.
Den «øvre port» hos os var det en
særegen høitidelighed ved. Bare den egne
rustne knirken i hængslerne var en
henrykkelse for vore øren. Den blev aldrig
aabnet uden til glæde og fornøielse. Den
veien gik vi til skogture i Bra’nesaasen
eller Hamborgskogen, til Juletønna [2] og
Svarttjern.
Hvor gamle gaardens bygninger var,
har jeg ingen greie paa nu. Men gamle
var de. Murhuset til gaden, enetages
ovenpaa en høi kjelder, med vinduerne tæt
opunder tagrenden og det vældige bratte
tag var, naar jeg tenker paa det nu, ikke
ulig en af Napoleons gamle marschaller
med den svære hat nedover øinene.
Tagstenene var glasserede og laa som i
schakbrettet, en blaa og en rød. Engang havde
det været staseligt det hele. Nu faldt
kalkpudsen af murene baade her og der,
og i grundmuren i hjørnet, hvor
[1] Planke ɔ: plankegjærde.
[2] En iskold kilde dybt inde i skogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:44:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/julegodter/0007.html
