Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hverandre ihjel. Det er aldeles ikke kjækt, det
er noget, som man faar sidde paa vand
og brød for, med lænker om benene. Til
al lykke bruger en gardist paa fire aldrig
gevær, bare mund og tender.»
Gutterne saa forundrede ud.
«Gardister paa fire kalder jeg slige
tapre og trofaste gaardshunde, som ikke
forlader sin post i det værste hundeveir
nat eller dag og er færdige til at tage
enhver i kraven, som kommer i ulovlige
erender. Har I seet en slig gardist?»
Aa, — dem havde alle seet.
«Nu, saa ved I, at en slig trofast
vagtpost er hæder værd og kan slaas og
falde aldeles som en ærlig krigsmand. Jeg
har kjendt en hel række slige gardister,
som har været i min tjeneste. Vil nogen
høre, skal jeg regne dem op i rad efter
mønstringsrullen, det vil sige i den orden,
hvori de er traadte i tjenesten.
Det vilde alle være med paa. De
havde nok læst i barnebladet flere
historier om hunde, men der var ingen af dem,
som havde havt den ære at kaldes
gardist og være indført i mønstringsrullen.
«Godt. Saa skal jeg regne dem op.
Kanske fortæller jeg om «bikjerne» ogsaa,
de smaa hundebikjerne, som kan glefse,
bjeffe, bide til og med, som er mere til
moro end til gavn og tjeneste. De kan
være sinte nok iblandt, men de kan ogsaa
være svært fornøielige.»
«Ja, fortel om bikjerne ogsaa!»
«Jeg skal gjøre det, alt ettersom jeg
kommer til dem i mønstringsrullen. Læg
nu merke til, gutter, at alle, som jeg
regner op, er saa at sige historiske hunde,
det vil sige saadanne, som virkelig har
levet og virkelig tjent under sine
virkelige navne.
Ikke en eneste gardist eller bikje er
et eventyr; alle har de været akkurat slig,
som jeg nu forteller jer. Og jeg
fortæller bare det, som jeg har seet med egne
øine. Andre kan fortælle merkværdigere
ting; men dette er nu, hvad jeg husker fra
min tid.»
«Faar vi være med?» sagde
smaapigerne.
«Ja, sid ned, her er god plads. Jeg
sætter mig paa skammelen, og I sætter
jer rundt omkring mig paa gulvet. Nu
begynder jeg, sagde fotografen, da han trak
lugen fra kighullet. [1]
Gardist numer 1. Han hed Fylax
og var en hvid pudel med lang,
usedvanlig myg uld. Jeg var paa den tid en
haabefuld ung mand paa fire—fem aar og husker
meget godt, hvorledes Fylax bar min
mamas sykurv efter hende til byen. Han
kunde mange kunster, den trofaste Fylax.
Han kunde staa stiv som en stok, med
gevær paa skulderen, naar man gav ham
en kjep. Han kunde præke som provsten,
hvilket ikke just var saa særdeles rigtigt
eller vakkert; man havde lært ham at staa
med bagbenene paa en stol og frempoterne
paa stoleryggen, se morsk ud og
smaaskjende med grov basrøst.
«Hvordan gaar Dalsten, naar han
er fuld?»
Fylax gik paa to ben og sjanglede.
«Men hvad siger Løfven til Dalsten?
(Løfven var en politibetjent). Fylax
knurrede. — «Det var snildt, nu skal du faa
sukker. Men dette er min bete.» Beten
lagdes paa gulvet, og Fylax rørte den
ikke. «Brav, Fylax! Dette er til Fylax.»
Vips, saa var sukkerbeten væk, som
pølsen, da katten tog den.
Jeg behøver ikke at sige om Fylax
eller nogen af hans efterfølgere, at de, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
