Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Og saa vasker hun slig forud og
midtskibs, at det er rent fælt, og saa er
kokken saa sint, naar jeg skal opi køien
— — Jeg kunde vel ikke faa lov til aa
ligge paa kisten her vel?»
«Aa jo, vist kan du det. Du faar
ta’ de bukserne og lægge under ho’det
dit og den gamle sjøtrøien over dig. Bare
du ikke ruller ned, for hun sætter saa i
sjøerne.»
«Aa nei,» mente Svend og krøb
sammen paa kisten.
Han sov, lige til styrmanden kom og
purrede ud andenstyrmanden til hundevagt
kl. 12. — Han merkede, straks han
vaagnede, at skuden gik lettere, og gjennem
den lille ruden kunde han se, at maanen
lyste paa stormasten.
«Han har bedaget sig pent naa,»
sagde styrmanden; «han staar klar i
sydost og syd, og Færder fyr har vi fire
streger paa læ baug. — Naar vagten er
kommet paa dækket, vil kapteinen stikke
ud et par reb i mersseilene og gaa ind.
Men jamænd har vi været nær nok baade
Skurvhætten og Sydostgrunden, og ikke
er det saa svært langt til Tjømøbaaen
heller. Men det er ingen sag, nu vi kan
se; for det er nu ligesom hjemme i
stuedøren dette.» Svend var i et øieblik paa
dækket. Alt var nu forandret: Maanen
straalte klart, — vinden og sjøerne var
mindre, — og mod nord laa landet i store,
hvide bakker og lyste i maaneskinnet, —
og der stod Færder fyr som en mægtig
rød stjerne. — Aa, hvor hjertet hoppede
i livet paa ham! —
Snart var alle mand paa dækket, og
saa blev der stukket ud rev, og saa blev
seilene strukne under munter opsang; —
selv den sinte kokken havde tørnet ud
og skreg med og halede. — Saa var det
op med roret; og skibet faldt af og vendte
næsen ret mod de hvide bakker og
bruste afsted, saa skummet stod om baugen,
og kjølvandet lyste som en bred hvid
stribe agterud. —
Hele mandskabet blev paa dækket, —
bare kokken krøb ind i «byssa», tændte
op og satte kaffekjedelen over. — Det varede
ikke længe, før man kunde se, at man
nærmede sig: Landet voksede mere og
mere, og inden en time seilede de ind
fjorden mellem øer og skjær paa begge
sider.
Klokken var 2, da de svingede om
den sidste pynten, ind paa bugten, hvor
skibet hørte hjemme. — Der laa de kjendte
husene stille og fredelige, selv
juleaftensmunterheden var ganske tystnet. — Da
glimtede det fra Haabets baug, og et
vældigt skud bragede mellem fjeldene, —
og saa nok et; og skibet svingede helt
op, og ankeret faldt, mens kjettingen
rusede klirrende ud. — I et nu tindrede der
lys i husene derinde, og døre blev
aabnede og stemmer hørtes. —
Saa firedes en baad ned. Kapteinen
og tre mand roede iland. Det var Svend
og to andre, som hørte hjemme der i
nærheden; de skulde straks faa gaa til
sine hjem. De andre blev ombord indtil
videre. — Svend havde pyntet sig paa
det bedste og havde sine smaaforæringer
til forældre og søskende med sig i et lidet
knytte. Og saasnart kapteinen var roet
iland og baaden fortøiet, drog kan ilsomt
opover i den maanelyse nat.
Sneen var temmelig dyb og løs; men
det gik let alligevel; han var saa glad.
Og alt syntes saa smukt, — de høie,
snedækte graner, som han ikke havde seet
paa saa lang tid, syntes han, men det
var nu blot ni maaneder, — og hist og
her paa aabnere steder knudrede egetrær
og bøgetrær, som han kjendte hvert et, —
og den bratte aasen der - og de svære
stenene, som den engang havde sendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
