Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
leve; men alle hans syv søskende gik nedenom
i vandbøtten, bort igjen fra denne verden.
Der var ikke saa meget som et eneste
lyst haar paa hans kulsorte bløde pels; derfor
fik han navnet Svarteper.
„Vakkert skind,“ sagde far; „kan komme
vel med til en ny lue.“ Jeg lagde merke til
ordene; men den dag den sorg, tænkte jeg.
Svarteper var ikke rar kar dengang. Blind
var han altsaa; naar han ikke pattede, saa
peb han, og naar han ikke peb eller pattede,
saa sov han, og andet forstod han sig ikke paa,
endda saa mangfoldig en fyr, som han siden
drev det til at blive.
Han boede i en høi kurv, som havde sin
plads oppe paa bordet i ildhuset. Og han
blev omhyggelig passet, først og fremst af
mor sin og dernæst af mig. Jeg veg neppe
fra hans side dagen lang; han var min sidste
tanke om kvelden, naar jeg laa i min seng,
og det var ham, mit første morgenbesøg gjaldt.
Vel de tyve gange fra sol gik op, til sol gik
ned, lod jeg min mor forsikre mig om, at naar
han blev ni dage gammel, saa vilde han faa
øine, og det var med tærende utaalmodighed,
jeg ventede paa denne store stund.
„Bild dig bare ikke noget ind, gut,“ sagde
Salomon. „Blind er han, og blind blir han,
og derfor skal han herefter hede Blindeper.“
Men de ord skaffede Salomon et blaat
merke over det ene lægben, svarende til
snuden af min ene sko. Jeg fik det i samme
øieblik betalt med en saftig en under øret;
for Salomon var ikke den mand, som tog
saadant paa borg.
Den onde spaadom gik dog ikke i
opfyldelse; akkurat paa niende dagen tittede først
det ene og saa det andet øie varsomt frem
gjennem de smaa øiensprækker.
Fra nu af gik det fort fremad med
Svarteper. Den rædde, sitrende ubehjælpsomhed
svandt, øinene glimtede som to glasruder ind
til et helt lager af livslyst og skalkagtighed,
og halen stod tilveirs som et penneskaft fra
et blækhus.
Saa hændte det, en dag jeg kom gaaende
over gaarden, at jeg hørte et syndigt
hundeleven fra ildhuset. Jeg var ikke sen til at faa
benene med mig og komme derind. Jo, der
sad Svarteper oppe paa kanten af kurven, rund
og bustet og just ikke med det venligste
minespil i sit vesle kattefjæs. For nedenunder stod
gaardshunden, Pasop; han havde sat begge
fremlabberne op paa ildhusbordet og brugte
kjeft af alle kræfter.
Men før jeg endnu flk tid til at lægge
mit ord med i trætten, kom kattemor
styrkende til, og saa kan det vel være, at Pasop
fik skyds ud igjennem døraabningen.
Fra det øieblik var det tydeligt, at Pasop
lagde onde raad op mod Svartepers liv.
Rigtignok var han en kjøter og intet andet; men
saapas begribelse havde han dog indenfor sin
firkantede pandebrask, at han — belært af flere
ganges erfaring — holdt sin ondskab saa
nogenlunde itømme, naar kattemor eller jeg var
tilstede.
Jo, saa var det en dag, at Svarteper —
som forresten allerede var omkring et halvt
aar gammel og boltrede sig ganske paa egen
haand — havde taget sig en trip op i
smidjen. Dette havde Pasop seet og lurte sig
efter. Men, jamænd gjorde han dengang feil
regning! Jeg kan huske, jeg stod borte ved
bækken og stelte med mit møllebrug, da han
kom farende ud ad smidjedøren og tog paa
at hoppe omkring, stortudende og jamrende
sig, som om han var rent fra sans og samling.
Og grunden var let at se; thi over hans hals
og nakke havde Svarteper haget sig fast med
sine skarpe klør, som sad saa trofast, at først
efterat Pasop havde rullet sig et par gange
rundt paa græsvolden, slap han fri fra den
besværlige rytter.
Men Svarteper gik berserkergang bagefter;
han fræste til alle og alt, fór op og ned ad
trær og stolper, gav sig saa til at marschere
frem og tilbage langs fjøsmønet, idet han
mjauede saa rent afskyelig stygt, mens halen,
dobbelt saa tyk som ellers, slog udfordrende
mod alle verdenshjørner.
Siden vovede Pasop ikke at skride til
angreb, men indskrænkede sig altid til et
knurrende, tændervisende tilbagetog, hvor
Svarteper skred frem.
Svartepers magtomraade udvidede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
