Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
vei til at anklage ham? Har De fjærneste
Begreb eller Anelse om, hvad der rører sig i en
Kunstners Sjæl?« — »Nej, det er rigtigt, det har
han ikke,« hviskede Albert. — »Den ægte
Kunstner følger ikke de sædvanlige jordiske
Baner, hans Flugt gaar opad — mod det Høje,
intet Under derfor, at det undertiden svimler for
ham. Han kæmper for at naa Idealet, og ofte
gaar han til Grunde i denne Kamp!«
»Det er sandt! Det er sandt!« raabte
Albert, men hans Stemme døde hen i den
store Sal.
»Ti stille!« sagde Petrov til ham med
bydende Røst. — »Ja, spot ham kun, haan ham,
og kast Skarn paa ham,« henvendte han sig
paany til Mængden, »men han er dog lykkeligere
og bedre end alle I andre.«
Albert blev saa henrykt, da han hørte disse
Ord, at han løb hen til Talerstolen og begyndte
at omfavne sin Ven.
»Gaa væk, dit fulde Svin, og se at komme
hjem!« raabte Politibetjenten henne paa
Gadehjørnet, for det var ham og ikke Petrov, som
Albert omfavnede. Denne stivede sig op, saa
godt han kunde, og dinglede videre, idet hans
Ben instinktmæssig førte ham hen i den Gade,
hvor Anna Ivanovna boede. Oppe fra hendes
Vinduer faldt Lyset ned paa en lang Række
Slæder og Kareter, der holdt foran Huset.
Albert stavrede op ad Trapperne med usikre Skridt
og ringede.
Albert. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
