Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige ineerlighed), saa er denne Forbindelse det
samme i Livet, som Forbiiidelsen af Martiugale
og Paroli i Hazardspilleiie. Da folgelig den rom-
plieeertc Nemefis bestaaer deri, at Neniefis ikke yttrer
sig i denne eller hiiii bestemte Sphære af Phæno-
nietier, medens deii derimod yttrer sig i Forhol-
det af den ene til den anden, saa bliver den derved
selv til en Regel i Tilfældet, og man kan derfor altid
vente eti direete Neinesis, som vil ophæve den for-
riges Coiiiplieationer. Hvis derfor Nogle ere af
den Mening, at der, hvis inati kunde beregne Antal-
let af ethvert Menneskes lykkelige og ulykkelige Han-
delser, vilde hos alle udkomme det samme For-
hold, saa er dette ikke andet end en Hypothese,
som Erfaringen ei engatig synes at bekræfte, og
som desuden ingenlunde salger as Begrebet as Ne-
mesisz thi denne har et meget kraftigere Middel
til at deilige Ligevægt i de forskjellige Menneskers
Lykke, nemlig Døden, som gjor alle lige, idet den,
paa fatnme Maade som en uendelig Størrelse til-·
intetgjor en endelig, saaledes ogsaa ophævet alle
timelige Uligheder, selv uden Hensytt paa tilkom-
mende Belonning eller Straf. Det er saaledes
meget almindeligt, at et Menneske, soin efter lang
Strabm endelig er kommet i Besiddelse af snie
Ønsker, just da indhentes af Dodeii; ligesom ogsaa
den Tro er meget udbredt, at de lllytteligc ikke saa
let bortkaldes fra deres Lidelser, og at de soiti soge
Doden, sjelden finde den. lldsigteii iil en ud over
Dodens Grændser virkende Nemesis er saaledes
ganske ugrundet; thi ved Doden, som er en Ulykke
for dett Lykkelige, og en Lykke for den Ulykkelige, har
Remesis allerede gjort hvad der tilkommer hende, og
af hende har Mennesket intet meer at vente, men vel
af en hoiere Retfærdiglied, men sein det vilde være en
Blaetpheniie at kalde Nemesis, thi med Tilfældet har
denne intet at gjore. Tvertimod har Tilfældet snu-
det sln egen Dod i Menneskets Dodz og deii sad-
vanlige Stilling, hvori de gamle Knnstnere have frem-
stillet denneGudindc, nemlig med Fingeren paa Mun-
den, skal maaskee antyde en hoiere Retfærdighed,
sont hiin ille kan udtale, og soin optager den iisvii-
lige Traad, naar hun har slnppet den.
Til Slutningen er det maaskee passende at tage s
Hensijii paa deii ganske særdeles Anorndelsc« sein
Her-der i sin aandrige Afhandling over Neniesie
har givet dette Begreb. Jdet hati betragter See-:
mesis mere fra den moralske end fra deti logiske-;-
Side, og seer i hende den adeareiide Guddom soiii
skal erindre de Dedelige om at sætte sig selv Skran:
« andringen i det Bestaaende.
let-, og aldrig overtræde den sine Grændseliiiie som
Gratien har trnkket for enhver menneskelig Kraft-
yttring og ethvert menneskelige Forehavende, saa
anvender han pludselig denne Lærdoin paa den,
som det synes hain, fortnasielige Speriilation, som
langt fra at erkjende sine egne Grændser, taber sig
i det Grændselose, og drager Giid og alt hvad som
er uendeligt, ind i fine endelige Skranker, en Be-
stræbelse hvorved Nemesis neppe vil udeblive. Da
det er een af Menneskehedens sande Representanter,
som fremsætter denne Paastand, og derved, lige-
som anticiperende, erklærer Krig imod den nyeste
philosophiske Strtelien, som haii ikke opleoede, saa
er det maaskee saa meget niere passende at gjore
solgeiide Bemærkninger derved.
Hvis deii udødelige Forfatter har meent, at
deii Neinefis hvis Magt haii befisngter i Spernlar
iivnen, skulde vare den som jeg nylig kaldte den com-
pllrerede, saa har han fuldkommen Ret; thi Philo-
sophieii er, som enhver Kjærlighed til Muserne,
og som Kjærlighed i Almindelighed, ikke uden Fare.
Ligesom Sommerfuglen maa bode med Ditden for
fin korte og uskyldige Kjærlighed, saaledes nyder
ingen nstrasfet Mnsernes Favnetag. Men selv de
Farer, hvormed enhver Kjærlighed truet, formaae
kun at bortskræmine den Feige, som ikke er den
værdig. Hvis derfor endog Speenlationen ikke blot
skulde medføre Dødens Fare, men maaskee Doden
selv, saa har den derved netop opnaaet sit Maal,
nemlig at lade døe hvad sont er dvdeligt, og den
bekræfter da blot det gamle sokratiske Ord: at Phi-
losophien er et vedvarende Selvmord-
Men skal der ved denne Neniesis derimod
sorskaaaes den direete, saa e«r Paastandeu urigtig,
thi Philosophien kan, ligesaalidt som Kjærligheden,
indeholde sin egen Straf. Hvad som skulde bevirke
denne, maatte være noget Udvortes og Fremmed;
men for Philosophie og Kjærlighed er iiiiet frem-
med; alt er inddraget i deres inagiske Kreds, og
hvad som kan dor, har allerede fundet sin Dod
indenfor samme, altsaa ogsaa Tilfældet som i Spe-
eulationen ganske er gaaet tilgrunde, og af hvis
Neinefis der altsaa her intet er at befrugte. Kiin
i det Dialeltisle hersker Tilfældet, ja dette er selv in-
tet andet end Begrebets phanoineiie Dialektik. Men
til det Speeiilative, som bestaaer i Ophævelsen af det
Dialektiske, tiaaer ikke den jordiske Neniesie, som kun
hersker i det Forgjængelige, da hiiti selv kun er For-
I· L. Heiberg.
—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
