Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andet end en Sammenstilllng as skete Ord, der alt-
saa lader sig oplose i sine tnaterielle Bestanddele.
Flerionen er kun en Ordet tilhangt Stavelse, som
netsten altid lader sig derivere as et selvstændigt Ord,
og hvor dette ikke endnu er skeet, er man dog,
formedelst Analogietr med de allerede forklarede Fleriox
ner, overbeviist om, at det maa forholde sig paa
samme Maade, ligesom Materialisterne i Livet-, ont
de ogsaa opleve noget Overnaturligt, dog ingen-
lunde opgive Haabet om at forklare det paa en ma-
tekiel Maade. Derivationen, hvad enten den skeer
med Forstavelser eller med Esterstavelser, er endnu
lettere at oplase i et Hovedord og et Biord3 men
den allerlaseste Forbindelse, sosn derfor ogsaa er let-
tesk at analpfere, er Compositionen, der todeligen
indeholder to, ofte endog ganske mechanisk, sam-
mensoiede Ord. Resultatet bliver da, at alle For-
mer i Sproget ere opslaaet af de isolerede Ord;
og historisk betragtet er dette Resultat rigtigt, thi
der kan ingen Tvivl være om, at Sproget har havt
Ord, inden det har havt Former, ligesom det og-
saa, historisk betragtet, er rigtigt at sige, at Aan-
den fremgaaer af Materien, thi i det npfodte Barn
sporer man endnu ingen menneskelig Sjæl, men
den udvikler sig lidt efter lidt, og, som det synte,
af Legemet; thi vilde man ogsaa antage, at det no-
sadte Barn allerede har Sjæl, saa maatte man da
sperge, otn det ogsaa havde den, sont Foster; og
medgives dette, saa maa man sperge, om den havde
den som Embryo, eller maaskee endog inden und-
fangelsen, altsaa for alle Generationer, og tnan
sknder sig da indvlklet i det spidssindigste af alle
Spvrgomaal, som for faa Aar siden har givet en lvdsk
Antbropdlog (d. e. en mellem Materialisme-to Nat
og Jdealitmene Dag svævende Dæmringefugl) An-
ledning til at skrive en hvist unvdvendig Afhand-
ling: »Ueber die Beseelung des Kindes."’)
Den ldealistiske Betragtning siger derimod, at
der ikke kan være Tale om Sprog, farend den
grammatiealske Sætning er dannet, at de enkelte
Rodord ei ere meget bedre end Dyrenes uartieulek
rede Skrig, hvilket ogsaa seet deraf, at de ere
dannede ved Efterligning as naturlige Lod. Forst
den gracnntatiealske Sætning udtrykker en menne-
skelig Tanke; men da Sætningen horer til Syn-
taxis, saa er Formen i Sproget det ssrste, thi det
er ssrst denne, som eonstituerer Sproget som saa-
dant. De enkelte Ord vilde ikke sinde Sted, hvis
ikke Sprogets Form forudfatte-S (ei i Tiden, men i
sl Natt- i zettschrlfd sitr dte erindrer-nogle-
Jdeen), som det Maal, hvorefter den ubevidste
Materie dunkelt straber. Derfor gaae de fersle
Rodord lidt efter lidt over i Compostta og Derivar
ta, siden i Flcrivner, som ere høiere Former, ind-
til den grammatiealske Sætning, som den Form,
hvori Tanken kotntner til Bevidsthed, tilsidst fuld-
ender Sprogete Idee.
Paa dette idealistiske Standpunkt kunne vi,
for at forklare Sprogets Oprindelse, ikke gjore be-
dre end beraabe os paa det mothiske Philosophem,
isolge hvilket Guderne vare Menneskets første Sprog-
lærere, hvilket, ligesom Læren om Sjælens Præ-
rristentl, jo ikke vil sige andet, end at det aander
lige Prineip, saavel i Mennesket selv, sotn i det
menneskelige Sprog, har en vel ikke timelig, men
evig og ideel Prioritet forud for det materielle, sont
ikke kunde opslaae, uden under Forudsætningen af
hiint.
Det er interessant at gjennemgaae de forskjel-
lige Klaeser af Sprogformer fra deres serste mate-
rielle Begyndelse til deres hsieste formelle Udvikling,
og ved denne Undersøgelse bestandig have de to
modsatte Svsterner, det materialistisle og idealistiske,
for Øie-. Men for at anstille denne llndersogelse,
som man bor, er det nødvendigt at sinde et sor-
nttftigt Prineip for Ssprogformernei Jnddeling«
thi den gamle, seholastiske Inddeling i Composition,
Derivation og Flerion har den samme Feil, som
de naturhistoriske Systemer og de grammatiealske
Regler, at den er forfardiget as en under Fornuf-
ten staaende Evne, hvorfor den ogsaa taaler hop-
pige Undtagelser, og derved ophæver sig selv-
Jeg foreslaaer derfor en anden Juddeling, sont
jeg ikke vil retfærdiggjøre i Forveien, da dens Rig-
tighed eller Urigtighed bedre vil vise sig i dens
solgende Anvendelse. Den kan bedst udledet af
Sprogets tnaterialistiske Priueip, ifolge hvilket alle
Sprogformer kun ere Compositionek, Sammensæt-
ninger af Materien, d. e. af de enkelte Ord. I
saadanne Sammensætninger er nu det ene Ord et
Hovedord, det andet et Biord, hvorved er at be-
tneerke, at jeg ved Hovedord forstaaer det vigtigste
Ord i Sammensætningen, det hvorfra Eenheden
i det nye Begreb udgaaer; ved Blord derimod det
mindre vigtige Ord, som blot tjener til at modisie
eere Eenheden paa en særdeles Maade. Saaledes
er f. Cr. iSammensaetningen Veninde, Ven, Ho-
vedordet, inde derimod Biordet, hvis Etymologie
i dette Tilfælde endog er vanskelig at bestemme, da
dette Biord ikke længer findes sotn et eget Ord i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
