Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til at døe-, thi mit Sind kan endnii ikke rive sig
lod fra de jordiske Tanker. Jeg er mig ingen Brode
bevidst for Gud, men Menneskene vilde dømme
mig strengt, ifald de erfarede, hvorvidt ntin Kjær-
lighed har bragt mig. Naar jeg bliver begraoet,
vil jo sagtetis min Moder lergge eti Myrthekrands
paa min Kisie, thi det er jo Skik og Brug, naar
unge Pigei« doez men det vilde virke haardt, ifald
nogen tænkte-: hiin har ikke fortjent den." — "Min
Thorlottel’· udraabte Carl under deit hastigste
Graad: "Himleti bevare Dit Livs Men enten Du
lever eller boer, vor Kjærlighed skal aldrig blive
nogen Gjenstand sor Verden. Jngen, ei engang
Fredri·k, skal jeg ansee for oeirdig til at indvieo
deri. Vor Hemmelighed skal vare det usynlige Baatid
sont selv efter Din Dod endnii forener vo, og fra
hvis magiske Kreds enhver Uvedkoinmeiide er ride-
lukketk den skal vare det Losen, hvorved vi gjen-
kjende hinanden i Himlen, og sont forener os i
Evigheden. Min elskede, min iisorgleinmelige Char-
lottel Ved vor Kjarlighed, ved Din og ved min
egen Salighed svareger jeg Dig den helligste, den
nbrodeligste Taushed. Jkke blot mine Ord, selv
mit Væsen og mine Miner skulle aldrig forraade
mit Hjerte. J den fortsatte stedseoarende Kamp
med mig selv, vil det forekomme mig som om Dit
endnu stedse levede, og var mig nerrvirrende." —
-’Jeg modtager Dit Loste," sagde Charlottet "seg
modtager det, og dter rolig."
Disse og lignende Samtaler soresaldt imellem
de Elskende. Snart blev det mig umuligt længere
at udholde min piinlige Stilling. Jeg reiste mig,
aabnede med megen Larm den bag Skjarmbrettet
værende Der, og lukkede den igjen, hvorpaa jeg
med steerke men langsomme Skridt gik ind i Stuen.
Carl havde imidlertid, i den Formodning, at det
var Een som fra de bagesie Værelser traadte ind i
skammeret, benyttet den Leilighed jeg gav ham til
at undslye. Jeg tog et Øieblik Plads ved Char-
lottes Seng, og spurgte: ’"Hvorledeo er det med
Dig?" — "Godt," svarede hun, uden at see paa
mig; hendes Blik stirrede forbi mig, og var ube-
oeegelig henvendt paa et fast Punkt. Jeg sad lidt
og betragtede hende. Derpaa gik jeg ud i det
tilstodende Værelse. Her modte jeg Carl, som kom
med Hat i Haanden, og gav sig Udseende as sorst
nu at otrre kommen. Jeg sorte ham ind til Char-
lotte, hvem han med venlig Deeltagelse, men al-
deles fattet, spurgte om hendes Befindende. "Gjor
mig den Tjeneste,’· sagde jeg til ham, »at blive
her i init Sted, og sorge sor at Charlotte saaer
sin Mediein noiagtig efter Lagens Forskrift. Jeg
har vigtige Breve at skrive med Posten iasien, og
maa derfor bort. Jeg koiniiier siden igjen og skal
.da aslose Dig.«’ — Derpaa gik jeg, glad over ak
;have ved dette Paafund forskaffei de Elskende en
slaiig og uforstyrret Sammenkomst. Forst iil. ti
’begao jeg mig atter derhen; ved min Ankomst tog
Carl Afsked, og gik. En Time sildigere kom min
Onkel og min Tante hjem fra deres Selskab-
Otn to Dage var Charlotte dod. Ved hendes
«2igferrd niodte ogsaa Carl, bleg og alvorlig, som
kom han var opfyldt af stille Bedrooelse, ikke sont
som hans Indre fort-endes as en voldsoin Fortviv-
jlelsen Myrthekrandsen laae paa hendes Kiste· Da
de tre Skiisfer Jord, som Prastiui kastede paa Ki-
slen, faldt lige paa Krandsen, og dens unge Blade
hvielende bukkede sig derunder, modtc Carls og mine
Øine forste Gang hverandre, og Taarerne baiiede sig
paa eengang Vei hos os begge. Det anede ham
ikke at jeg havde den samme Tanke som han.
Ottt Hiatna
I Anledning af Artikeleti om Tegnkro Friihios,
V i den slvoende Post No. so, saldt det mig ind
at overveie, om Hiatuii skulde vare saa stor en Feil
i Poesie, som man sædvanlig holder den for, og jeg
er derved kommeti til den Overbeviisning, at den
ikke er det.
Ethvert Sprog har Cgenheder i sin Udtale, og
disse Egenheder maa give Anledning til seeregne Vel-
tlangsregler. J det latinske Sprog har det uden-
tvivl varetalmindeligt, naar to Ord stodte sammen,
hvoraf det sorste endtes, det andet begyndtes med
en Vocal, at disse to Vocaler smeltede sammen til
een Stavelse. Dette har forinodentllg givet Anled-
ning til, at to saadanne Vocaler i Perseitiss Stan-
sion regnes for een, eller at den forste elideres.
Dette er neppe saaledes at forstaae, at den sarste
slet ikke skulde udtales, meii saaledes, at deti bli-
ver kort og slutter sig umiddelbart til den folgende,
saaledes som et Forstag iMiisiken slutter sig til deii
folgende Tone; i det Jtalienske skeer nemlig Clisior
nen paa denne Maade, og det er rimeligt, at dette
Sprog i den Henseende ligner sit Staminesprog;
desuden, dersom den forsie Voeal aldeles skulde
bortfalde, vilde det ofte foraarsage tltijdeligheder,
da s. Ek. boiin uiiia. soiii iiqua og lmiskn ti im
vilde inde eens. Er denne Forestilling rigtig, an
have to saaledes saninienstedeudo Vocaler aldrig va-
ret adskilte til to Staoelser, medmindre der var er
Ophold imellem dem. Dette Ophold, dette Mel-
leinriitn eller Gab mellem to Stavelser blev sorst
kaldt tin-ins. Et saadant Mellemrum kunde ikke
tilstede-3 i Vers, da det vilde stride mod Skadel-
seriies jevne Fremstriden. Navnet Hiaiiis overfor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
