Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ste Gang var han nerr ved at rvbe sig. Det var,
da min Onkel, i en Samtale med ham, tom til
at give sit vranttte thne Luft i folgende Ord: ’9Det
er kjedsommeligt med deune vedvarende Sygdom.
Dersotn Charlotte ikke kan komme sig, faa vilde jeg
onske, at hun havde Ende paa det." —- Ved disse
Ord var det, som om der foer en kold Gysen igjen-
nem Carl; han vendte sig hurtig om, gik hen til
Vinduet, og lod som han saae ud patt Gaden Et
Øieblik efter traadte han, lued uforandret Mine,
hen til min Onkel, som gik taus op og ned ad Gul-
vet, og sagde: »Har De læst Benjamiu Constauts
Tale i de Deputeredes Kammer ?" —- Strar var
en politist Samtale vati Bane.
Ved Tanten om hvad Carls Hjerte i denne
Tid maatte lide, hvor meget hans virkelig mester-
lige Forstillelse maatte koste ham, havde jeg meer
end eengang isiude at tilstaae ham, at jeg var Med-
vider i hans Hemmelighed, for at han dog kunde
udgyde sin Sorg i en Bells Bartn, naar han lange
med ueesten over-menneskelig Anstrengelse havde ind-
sluttet den i sig selv. Men hvergang jeg i denne
Hensigt gav mig i Samtale med ham, bragte hans
rolige og, som det syntes, naturlige Fatning mig
til at tove dermed. Snart blev jeg, ved Tilfældet-3
nberegnelige Luner, anden Gang et skjult Vidtte tjl
en Samtale mellem ham og Charlotte, og denne
larte mig tilfulde at indsee, at jeg aldeles maatte
opgive min Hensigt.
Legen havde nemlig fororduet den Syge et
Medicament, som ansaaes for tneget vigtigt; hun
skulde Dag og Nat uden Forskjel tage en vis Do-
sltl deraf til visse bestemte Timer. Hendes Opvar-
terinderv Mangel paa Noiagtighed havde flere Gange
foraarsaget en Forsomlnelse af denne Forhold-regel,
og Leegen havde alvorlig klaget derover. Saa ofte
jeg var tilstede, sorgede jeg for den puuttligc Op-
fyldelse af Lageno Forskrift, og gav hende selv Me-
dieamentet, naar de Andre forglemte det. Selv
vaagede jeg mangen en Nat ved hendes Leie, for
at paasee den storste Noiagtlghed i at efterkomme
det For-ordnede. En Dag vare min Onkel og min
Tante lndbudne i et stort Middags- og Aften-Sel-
skab, og vare tagne derhen. En Pige, som tillige
med mig havde vaaget den foregaaende Nat, var
fovnlg, og ønskede at udhvile. Jeg gav hende Til-
ladelse til at gaae, og lovede at jeg imidlertid selv
skulde passe den Syge. For at forhindre Trakvind
havde man sat et Skjarmbret for en Der, hvor-
igjennern der var lldgaug til Værelserne i Bogha-
sct. Da jeg var bleven allene med den Syge, som
just laae i en dyb og rolig Slummer, satte jeg
mig, traet af den foregaaende Nats Vaagea, paa
en Stol imellem Skjarmbrcttet og Derett, i den
Hensigt at slumre lidt paa dette temmelig dunkle
Sted, overbeviist ont at jeg ved detr mindste Bevæ-
gelse af Charlotte strax vilde vaagne. Om et Øie-
blik faldt jeg i Sovtt.
Jeg vaagnede ved en levende Samtale, og var
neppe kommen til Bestridelse, for jeg meerkede at
det var Carl, som stod ved Charlottes Leie, og talte
med hende. Jeg vilde springe op, men visse fo-
refaldne Ord og lldtrhk larte mig, at tnan her li-
gesaalidt, som under mit forrige Skjul, anede min
Narvaerelse; jeg blev altsaa siddende, og besluttede
at jeg vilde lade som jeg sov, ifald man opdagede
mig, ja, om muligt, virkelig sove, for ei at horc
noget; men dette sidste blev mig umuligt, thi Sam-
talen var as et saa rokende Indhold, at jeg ikke
kunde lade vare at lvtte til den med den inderligste
Deeltagelse.
«Jeg frhgter," sagde Charlotte," at jeg ikke
gaaer denne Svgdvtn igjennem. Jeg har en be-
synderlig Folelse af min nærforestaaende Opløsning.
Er det dog ikke tungt, at jeg i saa ung en Alder
skal forlade Livet, nu da jeg forst begynder at
skjvnne paa det, nu da jeg har den farste Anelse
om al den Lyksalighed det kunde bringe migk’ —
Ved disse Ord brast hun i en stille Graad. Men
i heftig Fortvivlelse udraabte Carl: "Nei! nei-
Charlottel Tal ikke saaledeel Du ee endnu ikke
saa syg, at der jo gives Reduiug for Dig." —-
«2lfbrhd mig itke;·’ svarede hun mat: "hvo veed
om denne Time ikke er den sidste, hvori vi uden
Vidner kunne tale med hinanden! Lad mig da
stvttde mig at sige Dig hvad som endnu ligger mig
paa Hjerte. Jeg troer at det er forbi med mig.
Dersom jeg tager feil, da vare Himlen lovet; men
er det dens Villie at jeg skal forlade det kjeere Liv,
sotn jeg elsker saa inderlig, saa lov mig een Ting-
min Ven, lov mig den, for at jeg kan doe rolig l"
— Carl var i faa heeftig en Bevægelse at han ikke
formaaede at svare. "Lov mig,« sagde Chatlotte
med en alvorlig, ja nasten heitidelig Stemme:
«Lov mig, at Dit vil bevare vor Hemmelighed,
at Du vil tage den med Dig i Graven. Med
mandig Kraft har Du hidindtil indsluttet den i Dig
selv; lov mig at Dit vil vedblive dermed efter min
Dodl« — «2lkl« tilføiede hun, idet hun atter brast
i Graad: «jeg er vist bedre skikket til at leve end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
