Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ovad er Du da, o Ondt —- Ct Skyggefpill
Et Held, et Uheld Stedet i Dig stner,
Alt som vor Lidenfkab og Skjadne vil.
s. Cl)r. Hlllernp.
Theatret
Væringerne i Miklagard.
ll-
Men ligesom denne Stræben efter at lade Per-
sonerne udtale sig for Pnblikum med deres hele
Folelse og Veltalenhed, er et nudvillet lyrisl Ele-
ment, som i den dramatiske Poesie endnu ikke har
assimileret sig med dennes hoicre Vasen, saaledes
viser den ogsaa, som alt hvad der strider imod sit
Begreb, en desieuerende Virkning; og denne ind-
skrænker sig ikke til Knustoaerket alleste, men ud-
strakker sin Indflydelse baade til Sluespillerne og
til Publitunt. De forste lade sig forlede til at
skjænke de lyriske lldbrnd, og isardeleshed Monolo-
gerne, en Opmærksomhed og Omhn, der ofte vin-
des paa det Heles Bekostning, og som er et Kjen-
detegn paa, hvormeget de ansee disse Steder i
Skuespillet for dets rette Lyspunkter-, som fremfor
alt tnaae udhævee, medens det Øvrige blot tjener til
Omgivelse eller til Folie derfor. Det er et Slags
Forsog paa at omstobe det reeiterende Skuespili
Qperaens Form; thi Monologerne i hiint kunne
ret passende sammenlignes med Arierttc i denne;
og det vil ikke vare lange, for der i denne Art af
Skuespit danner sig et Analogon til den italienste
Skole i Musiken, det vil sige: en Bestræbelse ef-
ter at opoffre alle andre Hensyn for det ene, at
lade visse Skuefpillere og Skuespillerinder brillere
udenfor Ensemblet. Til den Tid vil et Skuespils
Vard blive bedatnt efter den eensidige Maalestok af
alt det Jsolerede som sindes deri. Men hvad Piin
likum angaaer, saa vil det ogsaa, ligesom det im-
lienste, gaae i Theatret for at hore et enkelt bril-
lant Sted brillant foredraget, og under Resten af
Stykket enten eouversere eller gaae bort. Man
vil sige: Nei, faa vidt kommer det aldrig hos os-
Ja, gid Muserne forbyde det! Men stal noget for-
hindre denne Vanart, da maa det vetre den comi-
ste Digtekunst, thi i denne rober Urimelighedeii sig
strax, i denne seer enhver meest paa det Hele, og
bryder sig knn lidt om det Jsolerede; i Tragedien
derimod hat dette Coqnettekie saaledes indsneget sig,
at man begynder at ansee det for et væsentligt Ele-
ment. Enhver, som flittig besoger Theatret, maa
have beinarket, at det som i Tragedien meest virker
paa vort Pnblikunt, ere de Steder, hvor Felelsett
uden al Tilbageholdeuhed gjennembryder sine Dam-
ninger; thi forst med Følelsen aabne Øinene deres
Sluserz men her er det passende at sige:
cianclita jam rivos» poeri, sat jsrats bliver-ant-
Man gravet, man applandeter fornemmelig paa
disse Steder. Hvor derimod Følelsen holder sig
tilbage formedelst den naturlige tlndseelse, der for-
byder os at blotte vor Sjæl saavelsom vort Lege-
me, hvo lader sig da henrive til begeistret Beun-
dring og til dens lydelige Yttring? Viser man ikke
derved, at det just er det Dramatiske, som man
vil have afstaffet i Dramaet, medens man der-
imod vil have en auden Ting indfatt? Deraf rel-
ser sig den afmagtige Lyst til deelatnatoriste Aften-
underholdninger, som dog have lidt et stert Asbrtek
derved, at man ikke længer tsr give Seeuer l Co-
stnine; thi ved dette Middel kunde man sordntn
paa een Aftest saae Qvintesseneett af ti Tragedier.
Heraf reiser sig endvidere den sorgelige Omstændig-
hed, at man ikke blot, som allerede bemærket, ap-
plauderer i Theatret det mindste Drantatisle, men
ogsaa græder over det mindste Rorende. Folks æsthe-
tiste Dannelse kan for en stor Deel bedommes efter
det som i Poesie-i aflokker dem Taarer. De Naar-
ste groede blot, naar en Person kommer i en stor
Ulykke, og isarr naar han astives paa Stenen; de
noget mere Dannede, sont have lidt Ore for det
Skjenne i Udtrykket, falde Taarer ved de lyriske ild-
brud, hvor Folelsen ganste blottet sig. Men ikke
een af Hundrede er istand til at rores til Taarer
ved det som blot er Skjont« uagtet det ikke er
Sorgeligt, ved Gkatie og Naivetet, selv om de
yttre sig i det Contiste. J den sidste Att af Tor-
reggio frembyde Parkettet og Logerne et interes-
santere Skuespil end Theatret, thi hvor Eorreggio
doer sin ndramatiske Dyd, holdes Tarklceder for
alle Oine, og man kan for lutter Nasesnyden fast
ikke hore et Ord, medens derimod i den helst dra-
matifke og langt mere rorende anden og tredie Alt,
hvor Correggio tvivler paa sit Kunstnerkald, og
siden ndrives af sin nedboiende Tvivl, tun nogle
faa Indviede offre en stille Taare til dette, fust ikke
tragiske, men saa meget mere poetiste Maleri.
Man tilgive mig denne lange Exeursus i Ane
ledning af Monologer. Jeg behaver ikke at tilfoie,
at den er bleven frecnkaldt ved den almindelige Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
