Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Søren Kierkegaards Filosofi - B. Etik - c. Maalestokken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det absolute og det guddommelige Paradox.
125
Udtryk baade i » Filosofiske Smuler« p. 80 og flere Steder
i Dagbøgerne (1843 og 1849). »Gud hjælpe det stakkels
Hoved, der har med den Art Tvivl at gøre!« udbryder
han. Til dette Udbrud kan svares, at kun store og
stærke Hoveder, der ud fra de Forudsætninger, de nu én
Gang have antaget, tænke konsekvent og ikke halvere
Tankerne, kun de faa med den Art Tvivl at gøre.
For Kierkegaard laa Løsningen i en Skelnen mellem
det absolute Paradox og det guddommelige Paradox. Da
Gud er Kærlighed, vilde lian ikke kunne aabenbare sig
i Form af det absolute Paradox, der ikke vilde være en
virkelig Aabenbaring, da Forbindelsen mellem Gud og
Menneske ikke kunde til Veje bringes. Denne Losning
gør her ved Slutningen af Kierkegaards Tankerækker
samme Virkning, som i Slutningen af »Brand« det Raab,
der høres gennem Tordenbraget: »Han er deus caritatis!«
— Denne Appel til Kærligheden tager Grunden bort
under hele den forudgaaende formale Konstruktion og
Vurdering af Livets Stadier og peger ud mod en Livets
Lov, der ikke begynder med at fordre Livets egen Kraft
og Drift brudt. Dersom den Kærlighed, som her
appelleres til, ikke var »kvalitativt, absolut torskellig« fra
hvad Mennesker kunne kende og forstaa som Kærlighed,
saa maatte Livets Inderliggørelse og Uddybelse kunne
naas ad en anden Vej end den, som Kierkegaard anviste.
Men han giver i hvert Tilfælde ikke hin Appel
tilbagevirkende Kraft. Tvertimod faa Lidelsen og Disharmonien
som Livets Love en stedse mere skarp og fremtrædende
Plads i hans Betragtning. Lidelsen er som en fatalistisk
Nødvendighed, under hvilken endog den guddommelige
Villie maa bøje sig, og som — netop fordi Guddommen
dog opfattes som Kærlighed — kaster sine mørke Skygger
ind i Evighedens Lysverden. Det hedder i en
Dagbogsoptegnelse fra Kierkegaards sidste Aar: »I min Barn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
