Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
Not. Livet = en Vei er en temmelig forslidt Lignelse, men Litte-
raturen = en Vei er dog nok en ganske ny Lignelse, og enten den behager
eller ikke behager, tager jeg den ligefuldt paa min Samvittighed. Den er
ovenfor maaskee bleven en Smule udtværet; man vil saaledes kunne finde
det betænkeligt at skulle forestille sig Passagerer baade tilvogns og tilhest
stode Kuldbotter og vende Molle. Med Hensyn hertil skal jeg imidlertid
tillade mig at foreflaae, at man ved Litteratureus Alfarvei nærmest tæn-
ker paa Gamle-Kongevei og den daglige Færdsel paa samme, som lærer,
at det i visse Maader er saare vanskeligt at skjelne mellem Kjorende, Ri-
dende og Gaaende, hvorimod det er en smal Sag at subsumere dem Under
et fælleds Standpunct. Vel er der nemlig paa Gamle-Kongevei, en sær-
skilt Gangsti afstukket, som Placaten giver de ,,gaaende Personer« ude-
lukkende Hævd paa; men ved ,,gaaende Personer« forstaaes nu ikke blot
Mennesker, der gaae paa to Been, men ogsaa andre levende Skabninger,
der gaae paa fire, saasom Koer og Stude, Faar og Sviin, fremdeles
Heste med Nyttere paa, efter den Regning nemlig, at Rytteren er jo
rigtignok tilhest, men Hesten er dog tilsods og horer altsaa med til de
,,gaaende Personer«. Til disse horer endelig ogsaa, især naar Foret er
hderlig slet, Vogne med Heste for, isolge den Grundsætning at Nod
bryder alle Love, eller ifolge den tydske Sprogbog, som tilsteder Spad-
seretoure baade tilvogns og tilhest·
S-
Det er allerede langt ud paa Efteraaret, men endnu har jeg
dog ikke kunnet beslutte mig til at forlade mit saa kjære Opholds-
sted paa Landet. Endnu har Naturen altfor meget Tiltrækkende
for mig, til at jeg saa hurtigt skulde kunne løsrive mig fra den.
Efteraarets saa hyppigt omtalte Veemod mærker jeg Jntet til;
jeg seer i Naturen bestandig kun den evigt blomstrende, men
skjælmske Mo, der om Efteraaret og dinteren igjennem viser sig
for os i de sælsomste Forklcedninger, blot for at gjække sine Til-
bedere, hvem det morer hende at kunne gjore sig næsten ukjendelig
for, hvis Suk og Klage over hendes falmede Skjonhed og afble-
gede Yudigheder hun i Stilhed gotter sig over, indtil hun, kjed
af dette nordiske Carneval, bortkaster den gustne Larve, afforer
sig hele den skuffende Maskeradedragt, vinker os, yndig som for,
til den svulmende, blomsterklædte Barm, til det omme, det kjær-
lige, qvcegende Favnetag, og sporger smilende: ,,Kjender J mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
