Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
sin gode Beslutning ønskede han kun at være en unyttig Tjener,
altsaa en Tjener, der ingen Løn fordrer. Men see, Verden løn-
ner ham, den lønner ham med Miskjendelse. Dette var ikke
efter Aftalen. O, Den, som ikke fatter, at selv naar han gjør det
Meste han kan for det Gode og tillige lider Miskjendelsen, er
han dog en unyttig Tjener, hans Tanke har end ikke fattet det
Fuldkomne, end mindre at han skulde have fuldkommet det.
Frygter han Miskjendelsen, da er det jo Feighed, der afholder
ham fra at vedkjende sig det Gode.
s- Men Miskjendelsen kan et Menneske selv bidrage til at
fremkalde. Forsaavidt synes han altsaa ikke at fordre nogen Løn
for det Gode, om han dog ikke vedkjender sig det. Lader os dog
see. Jdet han da lider Miskjendelsen, bliver han let sig selv vig-
tigere, dømmer vel ikke Andre, men vil at hans Gjerning skal
dømme Andre, og faaer paa en underfundig Maade, om jeg
saa tør sige, et større Tilgodehavende hos Gud. Han er ikke ganske
fornøiet med at være en unyttig Tjener, han vil være lidet
mere.
Et Menneske kan nu foranledige Miskjendelsen, ja Ver-
dens Forfølgelse ved paa en overdreven Maade at stille sig
selv frem som det Godes Talsmand, altsaa ved for meget at
vedkjende sig det Gode, om man saa vil; derom tale vi nu ikke
her. Det, vi tale om her, er, ved at lade være at vedkjende sig
det Gode at foranledige Miskjendelsen. Vi ville ikke sige med
Prædikeren (4, 10) ,,vee Den, som er ene; hvis han falder, er
der ingen Anden til at opreise ham«, thi Gud er jo dog den,
der baade opreiser og nedtrykker, den, der lever i Menneskenes
Kreds og den Eensommez vi ville ikke raabe Vee over ham,
men vel et Ak, at han ikke maa blive vildfarendez thi han er jo
ogsaa ene i at prøve sig selv, om det er et Guds Kald han følger,
eller en Fristelsens Stemme, om ikke en Trods, en Vrede blan-
der sig forbittrende i hans Stræben Hvor nær ligger ikke Af-
veien? Ak, der var maaskee Den, som kaldte endog Forbandelfen
over sig, og som dog havde Ret, havde sin Samvittighed frelst
i det, hvorfor han dømtes, men Uret i at tie, Uret i, at Grunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
