Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
til at sige, at det vel gaaer anderledes til i Livet, fordi det nemlig
gaaer saaledes til, at Menneskene blivelunkne og kolde og lige-
gyldige, saa de sandse hverken det Første eller det Sidste, og
glemsomme, saa de ikke mere huske, hvorledes det var i Begyn-
delsen, naar de ere komne til Slutningen, og underfundige
og svigefulde og frække, saa de anklage Gud, at han ikke hjælper
dem, og trodse Gud, at de kan hjælpe sig selv, hvilket Første
er en evig Løgn og hvilket Sidste, hvis der ellers skal være Sand-
hed deri, intet Menneske kan have lært uden af Gud. Men Den,
der ikke opgiver Jnderligheden, ikke ved sin Strid strider sig
ud af Forholdet til Gud, men arbeider sig ind i Gud, ham gaaer
det saaledes som det blev forklaret, idet Bønnens Inderlighed
i Gud bliver ham Hovedsagen og ikke et Middel til en Hensigts
Opnaaelse. Eller skulde det saa væsentligen tilhøre Bønnen,
at der bedes om Noget, altsaa Bønnen blive inderligere jo mere
man havde at bede om, eller dog jo udførligere man var i Ord;
skulde Den ikke være en Bedende, ja den rette Bedende, der
sagde: Herre min Gud, jeg har egentligen slet Intet at bede
Dig om; vilde Du end love mig at opfylde hvert mit Ønske,
jeg veed dog egentligen ikke at hitte paa Noget, kun at jeg maa
blive hos Dig, saa nær som det er muligt i denne Adskillelsens
Tid, i hvilken Du og jeg lever, og ganske hos Dig i alle Evig-
heder? Og forsaavidt den Bedende vender sit Blik mod Him-
len, skulde Den da være den Bedende, eller den rette Bedende,
hvis urolige Øie bestandigt hentede ham nogen Trøst for den
enkelte Sorg, nogen Opfyldelse for det enkelte Ønske; og ikke
snarere Den, hvis rolige Øie kun søgte Gud? Dertil maa det
ogsaa komme, hvis Juderligheden ikke opgives, men uforandret
bevares og vogtes som en hellig Jld i Mennesket; thi Ønsket,
den jordiske Begjering, den verdslige Bekymring er det Time-
lige, døer i Almindelighed før Mennesket, hvis han end ikke
griber det Evige, hvorledes skulde det da holde ud med det Evige!
Da bliver Onsket mindre og mindre glødende, tilsidst er dets
Tid forbi, da døer Begjeringens Orm lidt efter lidt, og Be-
gjeringen uddøer, da slumrer Vekymringens Aarvaagenhed hen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
