Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
Foredrag, da han sikkrest viser sin Ophøiethed netop ved den
Uovervindelighed, med hvilken han holder sig i det Religieuses
uindtagelige Stilling; thi det Religieuse strider ikke med det
Æsthetiske som med en Ligemand, det strider ikke med det, men
har overvundet det som en Spøg·
Som Digteren skal være kjendelig paa, at han pathetisk
veed at tumle Uendelighedens Phantasie-Lidenskab i Lykke og
Fortvivlelse, samt comisk og overgivent at tage alle endelige
Lidenskaber og hele Philisteriet ved Næsen: saa skal den religieuse
Taler være kjendelig paa, at han pathetisk veed at tumle Lidel-
sens Begeistring, og spøgende at titte ind til Uendelighedens
Phantasie-Lidenskab. Og som Digteren skal være en velvillig
Aand, der er flux tilrede at tjene de Lykkelige i Jllusionens
fortryllede Land, eller en Deeltagelsens Aand, der er flux til-
rede at tjene den Ulykkelige atter velvillig ved at være den For-
tvivlede ham hans Høirøstethed: saa skal den religieuse Taler
i Forhold til Uendelighedens Phantasie-Lidenskab enten være
lige saa tvær og trang og treven som Dagen er det i Daglig-
stuen, og Natten paa Sygeleiet, og Ugen i Næringssorg, —
at det ikke skal see lettere ud i Kirken end i Dagligstuen; eller
han skal være endnu gesvindere end Digteren til at gjøre Enhver
saa lykkelig, som ham lyster, men vel at mærke ironisk, for saa
at vise, at al denne Lykke er Uvedkommende og Ulykken ligesaa,
men Lidelse væsentligen medhenhorende til det høieste Liv. —
Naar da Julie segner afmægtig, fordi hun tabte Romeo, naar
Umiddelbarheden har udaandeti hendes Bryst, og hun har
tabt Romeo saaledes, at endog Romeo ikke mere kunde trøste,
fordi selv Besiddelsen kun vilde blive en veemodig daglig Erin-
dring; og naar den sidste Ven, alle ulykkeligt Elskendes sidste
Ven: Digteren forstummer — skal dog den religieuse Taler
vove at bryde Tausheden. Mon for at presentere et lille Sorti-
ment as udmærkede Trøstegrunde? Da skulde vel den krænkede
Julie vende sit Blik mod Digteren, og denne ved med æsthetisk
seierrig Myndighed at anvise hans Velærværdighed Plads i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
