Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
535
hedens og Selskabets Jdee kan Gud ikke mere faae fat paa den
Enkelte; selv om Guds Vrede var nok saa stor, maa dog Straf-
fen, der skal ramme den Skyldige, forplante sig gjennem alle
Objektivitetens Jnstantser: paa den Maade har man i de for-
bindtligste og meest anerkjendende philosophiske Termini faaet
Gud praktiseret udenfor. Man har travlt med at faae en sandere
og sandere Forestilling om Gud, men synes at glemme de første
Begyndelses-Grunde: at man skal frygte Gud. En objektiv
Religieus i den objektive Menneskemasse frygter ikke Gud; i
Tordenen hører han ham ikke, thi det er Naturloven, og maa-
skee har han Ret; i Begivenhederne seer han ham ikke, thi det
er Jmmanentsens Nødvendighed mellem Aarsag og Virkning,
og maaskee har han Ret; men nu Eensomhedens Inderlighed
for Gud? Ja, den er ham for lidt, han kjender den ikke, han,
som er paascerde for at realifere det Objektive.
Om vor Tid er usædeligere end andre Tider, skal jeg ikke
afgjøre; men som den vanartede Poenitentse var den specifike
Usædelighed i en Tid af Middelalderen, saa kunde vor Tids
let blive en phantastisk-ethisk Svækkelse, en vellystig, blødagtig
Fortvivlelsens Opløsthed, i hvilken Jndividerne som i Drømme
samle efter Forestillingen om Gud, uden at føle nogen For-
færdelse derved, tvertimod brystende sig af denne Fornemhed,
der i Tanke-Svimmel med U-Personlighedens Ubestemthed
ligesom aner Gud i det Ubestemte, phantastisk mødes med ham,
hvis Tilvær bliver omtrent som Bølgepigernes. Og det Samme
kunde let gjentage sig i Jndividets Forhold til sig selv, at det
Ethiske og Ansvaret og Handlekraften og Angerens nervestcerke
Udsondring evaporerer i en Opløsningens Aandrighed, hvor
Judividet metaphysisk drømmer om sig selv, eller lader hele
Tilværelsen drømme om sig, forvexler sig selv med Grækenland,
Rom, China, Verdenshistorien, vor Tid, Aarhundredetz imma-
nent fatter sin egen Udviklings Nødvendighed, og da atter
objektivt lader sit eget Jeg skimle som et Fnug paa det Hele,
glemmende, at om Døden end forvandler et Menneskes Legeme
til Støv, og blander det med Elementerne, er det dog forfær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
