Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
«Nu faar du da bruke det vettet du har, Kristin.»
Heftigheten tok aldeles magten fra ham, der han stod
opskræmt og naken og frysende i det nidmørke rum
med en hikstende unge paa armen. «Slut skal det
være, sier jeg, med dette — hvad har du barnejen
terne til — ungerne faar sove med dem, du staar ikke
ut med dette —»
«Kan du ikke unde mig at jeg har børnene mine
hos mig, den tiden jeg har igjen,» svarte konen sagte
og klagende.
Erlend vilde ikke skjønne hvad hun mente
«Den tiden du har igjen, trænger du ro. Læg dig
nu, Kristin,» bad han mildere.
Han tok Gaute med sig bort i sin seng — lullet
litt for ham og fandt i mørket sit belte paa senge
trinet. De smaa sølvplater, som det var sat med, gnik
ket og klirret, naar gutten lekte med det.
«Dolken sitter vel ikke i det,» spurte Kristin æng
stelig borte fra sin seng, og Gaute satte i et friskt
hyl, da han hørte morens stemme. Erlend hysset paa
ham og klingret med beltet — tilslut gav barnet sig
og blev rolig.
Den elendige vesalgutten maatte en vel neppe øn
ske levet op — det var uvisst om Gaute hadde folke
vet.
Aanei, aanei, sæleste mø Maria, det mente han ikke
— han ønsket da ikke livet av sin egen lille søn. Nei,
nei, Erlend tok barnet helt ind i armen sin og la sit
ansigt ned til det fine, lune vesle haaret.
De vakre sønnerne deres —. Men han blev saa
træt av at høre om dem sent og tidlig; av at gaa og
snuble over dem, hvor han kom herhjemme. At tre
smaa unger kunde være alle steder paa en gang paa
en stor gaard, skjønte han ikke. Men han husket hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
