Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til denne Modsætning; den holdt sig ellers med
sin enfolde og afmaalte Kunstanskuelse til en af
Siderne. Men Middelalderen ynder i sine første I
Skuespil at sætte den dumme Djævel overfor
Guden og Englene, og af denne Djævel udvikler !
sig den engelske Clown, den spanske Gracioso,
den tyske Hanswurst. Nu betrædes Scenen
samtidigt af Cothurne og Sok; nu parres
Modsætningerne, og nu opstaa de udødelige Par,
som Faust og Casperle, Don Juan og Sganarel,
der supplere hinanden saa inderligt, som efter
Sigende to Elskende kunne. Don Quixote og
Sancho Pansa ligge bagved den hele spanske
dramatiske Literatur. Modsætningen mellem
Helten og Gracioso er imidlertid ikke ligefrem
den Samme som den mellem hine, thi Sancho
er næsten ligesaa berettiget overfor Don Quixote,
som Chilian er det ligeoverfor Ulysses; men
Gracioso er et lavere Væsen end den, med
hvem han kontrasterer, og er langt mere komisk
end han er vittig. Dog baade i Dramaet og
i Romanen staar ligeoverfor det Ridderlige det
Plumpe, mod den fine Dannelse den grove
Natur, mod Galanteri, Kvindedyrkelse og Point
cChonneur djærve sanselige Tilbøjeligheder,
Bondeforstand og en Humor, der barné-vidfuld
og svinepolisk bekymrer sig lidet om Æren,
men desmere om det Reelle, en Humor, der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
