Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Strid mcllem Kongerne Magnus og Harald.
Slutningen as det forste Tidsrum under Kongerne Magnus Sigurdsson (Blinde),
Harald Gille og dennes Tonner.
Det gik efter Kong Sigurd lorsalfarers Dod som man kunde
vente. Medens Magnus Sigurdsson af et Parti blev tågen til
Konge i Oslo, blev af et andet Harald, der kaldtes med sit irsie
Navn Gille som Tilnavn, tågen til Konge i Tunsberg, efterat den
Ed, han havde svoret Kong Sigurd, var erklceret for nodtvungen
og ugyldig. Krig blev for det fsrste undgaaet, da nemlig begge
Kongers Raadgivere mceglede mellem dem, saaledcs at de skulde fore
en Fcellesstyrelse med lige Ret; men Freden mellem dem vårede kun
paa det fjerde Aar, da Magnus i 1134 fordrev Harald af Landet.
Men denne kom snart igjen fangede Magnus i Vergen d. 7de Januar
1135 og lod ham paa en grum Maade blinde og lemleste, hvorpaa
Magnus gav sig i Holms Kloster ved Nidaros.
Dette var Vegyndelsen til en Rekke af indre Krige i Norge,
der i meer end hundrede Aar med faa og kortvarige Ovhold forstyr
rede Landets Ro, rimeligviis forsinkede dets Velstands Fremstridt, og
ganske vist virkede hemmende paa den saameget lovende Udvikling af
Folkets Sedelighed, hvortil Christendommens Indforelse havde givet
Stsdet. Harald Gillcs Komme — siger den danske Historieskriver
Saro — nedstog som et Lpn og Uveir Norges blomstrende Til
stand" l); og den dorske Historiestriver Munken Thiodrek, der skrev
ved 1170, slutter sin paa Latin forfattede norske Historie ved Sigurd
lorsalfarers Dod for ei, som han siger, at aabenbare for Efterver
denen sit eget Folks Forbrydclser Dog vare disse indre Kampe i
Forstnmgen mindre fordervelige end man skulde tro, da de nemlig i
Grunden vare Kampe mellem Kongerne og deres haandgangne Mcend,
— Kampe, i hvilke Landets Almue tog liden eller ingen Deel, og i
hvilke overhovedet den næringsdrivende Deel af Folket ikke blev scrr
deles forulempet. Men i Tidens Lsb, da iet Par Menneskealdere
Almuen havde feet siue Konger og Hsvdinger rase mod hinanden i
den vildeste Partistrid, da de Styrendes lovlsse Adfcerd mod hinanden
indbyrdes havde gjort Almuens Agtelse for Lovens Bud og Netter
gangens Former vaklende, — da droges ogsaa Folkets Mcengde, baade
Bonder og Bymcrnd, ind i Hvirvelen, og da greb Fordervelsen om
sig sor Alvor.
Kampen mellem Magnus og Harald var dog allerede ledsaget
af Grusomhcder, hvilke om de end ei ligefrem rammede Landets Al
mue, dog viste denne det siadeligste Erempel; og skjent man ansaa
’) Sax. Gram. I. Xlll 2) Theod. Mon. c. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
