Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 143 —
komme paa morgenrødens vinger. Hun venter
ham hver dag lige straalende, lige seiers vis.
Og saa han, den svenske kolonis leder
hjemmefra, Halvor Halvorsen, som blir syg af
rædsel og dør, fordi de har gravet hans lille
døde barn op af graven, hvor han havde lagt
hende saa kjærligt og omsorgsfuldt ned. De
skulde bruge deres kirkegaard til noget andet
og saa graver de de døde op hulter til bulter.
Han finder lille G-retas kiste paa en affaldshaug
og slæber hende hjem. Men hjertet gik istykker
paa veien. Ikke fordi lille Gretas kiste er for
tung; men fordi han synes dette er høidepunktet
af al elendigheden dernede: ikke engang dødens
fred paa kirkegaarden! Og til et sligt sted har
han ført sine landsmænd. „Han tyckte sig höra
hur hans landsmän höjde sin röst mot honom:
Vi trodde på honom, och han förde oss till ett
land, där vi voro mera föraktade än hundar,
och till den staden, hvars grymhet dödade oss."
Dette skildres i kapitlet Gehenna. Men før
dette grufulde kapitel, faar vi som en liden
hvilestund, hvor alle rædslerne er borte og drukner
i bare blomster, i det yndige kapitel „blommor
från Palestina". Hele kolonien er paa landtur
for at plukke blomster, „det fattiga heliga landets
enda rikedom".
Og her mellem alle blomsterne blir de som
barn igjen allesammen, glade og muntre og
sommerfriske, synes med én gang, de forstaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
