Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Blinkfyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten. Af
og til slængtes en ulukket Port op og igjen med Skrald
som et Nødskud. Min stille Bemerkning i den
Anledning var, at der dog endnu i vor nervøse Tid maa
findes et forbausende Antal Mennesker uden Nerver; thi
slige Skrald dundrer gjennem hele Huset lige op til
Kvisten, op og igjen, igjen og op, Blæsten fylder
Gangene, og Dører springer op; alle har det uhyggeligt, men
ingen gider gaa ned og stænge Ondets Ophav; Portneren
er ude i Byen, og saa længe faar da og Hushyggen
være borte.
Det var netop en saadan ulukket, utrættelig
skraldende Port, som blev Indgangen til, hvad jeg her har
at fortælle.
Som jeg gik forbi den, hørte jeg nemlig en Stemme,
som syntes mig saa vel bekjendt, en gammel kjær Røst
— skjønt jeg i Førstningen ikke vidste, hvor jeg skulde
tage den fra — raabe utaalmodigt paa Portneren.
Det var den slængende Port, det gjaldt. Manden var
klarlig det eneste nervøse Individ i det Hus; ialfald
var Portneren det ikke; thi han lod til at være lige
ufølsom, baade for sin Port og for ham, som tog sig
af dens Sag, og som forgjæves holdt paa med en
Port-nøgel, der ikke lod til at passe.
Endelig kom Portneren ud af sin underjordiske Hule,
og under en liden Ordstrid, som udspandt sig mellem
den nu forsonlige og blide, sin egen Irritabilitet
frygtende Stemme og den brummende Portner, var det, at
jeg med al en vaagnende Erindrings Magt gjenkjendte
foran mig min gamle Ven fra Studentertiden, David
Holst, sammen med hvem jeg havde levet tre af mit
Livs rigeste Ungdomsaar.
«Er det dig, David, saa faar Du lade mig slippe ind,
før Du stænger!» raabte jeg, saadan som jeg vilde have
gjort i de gode gamle Dage for tyve Aar siden.
Porten aabnede sig helt, og et Haandtryk fra den
udtrædende dunkle Skikkelse sagde mig, at han ikke
havde behøvet at rode saa længe som jeg i sin
Hukommelses Kiste, men at han havde taget mig frem af den
med éngang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
