Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
drager det endog til at forøge dens Skjønhed. Det
gammeldagse Præg, der hviler over det Digt, Tullin
har skrevet til Dorimene paa hendes Fødselsdag*,
vanklæder saa langt fra dette Digt, at det
tvertimod er ligesom et fint, flatterende Slør, der er
kastet over den noble, tilbageholdne Kjærlighed,
som her kommer tilorde. Ja endog et Digt som
Oden til Melikrona** kan endnu læses med et vist
Velbehag paa Grund af dens fine og stilfulde Form,
til Trods for at Indholdet er fuldstændig forældet
paa Grund af det trivielle Hyrdeapparat, der sættes
i Bevægelse. Den idylliske Aftenscene er i
Virkeligheden kommen godt til sin Ret i disse legende,
gammeldagse Strofer:
Forgangen, da Solen i Vesterhavet borte blev,
Til Dorimons Græsgang min Faareflok jeg drev.
De unge Hyrdinder jeg sammesteds forsamlet fandt,
Som sad i det grønne og Blomsterkrandse bandt.
Mit Øre
Fik høre
En Hyrdesang og sød Musik:
Da Øjet
Fornøjet
Blandt disse Sangerinder gik,
Og Tiden i Glæde en hastig Afsked fik.
Gemenlig hver Aften, naar Faarene har ædt sig mæt,
Forsamles vi Hyrder paa denne grønne Slet.
* I, 121—123.
** I, 97—100.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
