Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grønne Kranse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
— Fruentimmer. Der er nok af dem. De har saa
tidt holdt mig med Selskab. Det er bedst, de bliver
ved til det sidste«.
Han sank tilbage i Stolen og lukkede Øinene.
Jomfruen hørte ikke paa ham. Hun var alle
rede ude af Døren.
En kold Blæst slog hende i Ansigtet, idet hun
traadte ud af Gadedøren. Himlen var overskyet,
og Regnen faldt i tunge Draaber.
Idet hun vilde dreie om Hjørnet, kom en Kvinde
skikkelse hende imøde.
Ved det blafrende Skin af G-aslygten saa hun
et ungdommeligt, blegt Ansigt med et Par kulsorte
Øine.
Hver Gang Vinden rev hendes store Regnkaabe
tilside, viste den en lys Kjole, som tilligemed den
hvide Straahat, der var overlæsset med grelle Blom
ster, stod i skarp Modsætning til det triste Veir.
»Om Forladelse«, sagde Jomfru Madsen, idet
hun stansede hende.
Den unge Pige studsede.
»Hvad ønsker De?«
»Det er et underligt Forlangende, jeg har« ;
sagde Jomfruen, »og jeg ved jo hverken, hvem De
er, eller hvor De skal hen«.
»Jeg — jeg skal hjem. Jeg har været — i
Selskab «.
»Nu, det er ogsaa ligemeget i dette Tilfælde.
Vil De gjøre en god Gjerning?«
»Det vil jeg saa gjerne. Man gjør saa meget
siet i Verden c, tilføiede hun med et let Suk, »at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
